Fællesskaberne kom, så og sejrede i årets Festuge-satsning
Foreninger og fællesskaber rundt om i Aarhus Kommune foldede sig i går ud i forbindelse med Festugens nye fejringsdag komSAMMEN.
Fadøl, der langes over bordet, mad fra Martin Ib, børneunderholdning med Sebastian Klein og koncert med Bisse. Det kunne godt lyde som en ganske almindelig dag under Aarhus Festuge. Men ikke alting var, som det plejer, på Festugens næstsidste dag.
Der var dømt komSAMMEN i hele Aarhus Kommune.
Årets Festuge-satsning, hvor Festugen bidrog med forskellige indslag af alt fra kokke, kage og koncerter med Total Hip Replacement og DAYYANI, men det var de mere end 30 tilmeldte foreningerne og fællesskaber, som førte sammenholdet og festen i mål på egen hjemmebane.
Med komSAMMEN var Festugen kommet til Mårslet, Malling og Hjortshøj, til forsamlingshuse, haller, kolonihaver og kollektiver.
– Jeg synes, at det er en god idé at forsøge at brede Festugen ud. Der er ingen tvivl om, at Festugens input har gjort dagen noget anderledes, end den ellers ville have været. Det har måske ikke været så sjovt for stadehandleren. For mens Sussi og Leo spillede, var der ikke meget handel, lyder det fra Jørgen Hesselberg, som var med til at arrangere markedsdag med Lions Club i Beder-Malling, hvor 250 tilskuere fik feststemning fra morgenstunden med Sussi og Leo.
Utallige aktiviteter og fællesskaber
Ideen til komSAMMEN som en én-dags fællesskabsfejring kom ud fra en betragtning om, at fællesskabet, og fællesskaberne, er ganske særlige i Aarhus. Lørdag 3. september blev ideen efter måneders koordinering mellem Festugen og over 30 store og små fællesskaber ført ud i livet.
Tog man turen rundt til de forskellige arrangementer, kunne man ved selvsyn konstatere, at fællesskaberne kan noget helt særligt i Aarhus og omegn.
– Det er blevet en begivenhed udover det sædvanlige. En deltager er lige kommet til byen, og her er det at sy en fantastisk måde at møde nye mennesker på, siger Lotte Foged fra Syklub Aarhus, der startede dagen med at sy undertøj på livet løs, før det blev kjoletid tilsat cocktailsmagning fra Force Majeure og charcuterie fra MIB.
Fra det store hundefællesskab på Vilhelmsborg i Mårslet til OMBOLDs fodboldfest for hjemløse og socialt udsatte ved Godsbanen. Fra fællessang hos det veletablerede foreningsliv i FOF til fyldt blå-gul folkefest, optrædener og fællesspisning i det nye fælleshus for ukrainske flygtninge på Carl Blochs Gade. Fra unge kollektiver til to ældrefællesskaber, der understregede, at det aldrig er for sent at knytte nye bånd.
– De sidste år har der ikke været aktivitet på tværs af vores to ældrefællesskaber. Men dagen har været med til, at vi igen har lyst til at lave noget sammen, forklarer Sven Nielsen fra andelsforeningen Bøgely i Elev, der til komSAMMEN mødtes med andelsforeningen Hedebo over en helstegt pattegris og en masse drikkelse, som Festugen havde skænket.
Starten på en ny Festuge-tradition?
Sideløbende med de mange arrangementer kunne man på Festugens Facebook-side dele sit mest feststemte fællesskabsfoto eller video og være med i konkurrencen om en stor Festuge partypakke.
Konkurrencen var sammen med hashtagget #komSAMMEN et led i at skabe fortællingen om, at vi alle kan være medskabere i denne fejring af byens fællesskab.
Om det bliver en ny traditionsdag? Det må tiden vise, men spørger man Laura Karas fra Kollektivet Coconut, der fik partyband og plastikpalmer på besøg, er svaret entydigt:
– Det har været et kæmpe win-win-win for os. Så vi er helt sikkert klar, hvis Festugen laver det igen til næste år, smiler hun.
Kommentarer