Falsk bankmedarbejder hentede dankort hos ældre kvinde
Den seneste tid har Østjyllands Politi fået en række anmeldelser om ældre kvinder i Aarhus Kommune, der er blevet udsat for bedrageri af personer, der udgiver sig for at være fra banken.
Tirsdag kom der en ny anmeldelse – denne gang fra en 86-årig kvinde fra Viby, som blev ringet op af en mand, der sagde, han var fra banken. Manden oplyste, at nogen havde hævet penge på kvindens kort, og at han ville hjælpe hende med at få styr på det.
Han lokkede hende til at give sin kode til kortet i telefonen, og meddelte hende, at der ville komme en medarbejder fra banken og hente hendes kort.
Kort efter dukkede en mand op på adressen, og kvinden gav ham sit dankort i den tro, at det var en bankmedarbejder.
Hun fik dog bagefter på fornemmelsen, at der var noget galt, og hun kontaktede derfor naboen, som hjalp hende med at få spærret kortet. Der var dog allerede hævet en del tusinde kroner på hendes kort.
Østjyllands Politi er i fuld gang med efterforskningen af bedragerierne mod de ældre kvinder, men det er endnu ikke lykkedes at finde frem til gerningsmændene.
Gode råd fra politiet
Du skal aldrig give koder, NemID- eller kreditkortoplysninger i telefonen. Er du i tvivl om, hvorvidt der er banken, der ringer, så lav et kontrolopkald ved at bede vedkommende om at oplyse sit navn og evt. den afdeling, han er ansat i.
Læg på og ring så selv op til din banks hovednummer og spørg efter vedkommende – på denne måde kan man få afklaret, om vedkommende vitterligt er ansat i banken.
Svindlerne går ofte målrettet efter ældre personer, og politiet opfordrer derfor børn eller børnebørn til at tage en snak med deres ældre familiemedlemmer og advare dem om fremgangsmåden og vejlede i, hvordan man kan undgå at blive snydt.
Область вкладених файлів
Kommentarer