112

Fandt narko i jakkelomme og i bil

Tidligt søndag morgen kl. 05.53 fik Østjyllands Politi en henvendelse fra en borger, der havde mistanke om, at nogen var i færd med at sælge narko fra en bil ved Brammersgade i Aarhus C. Da patruljen ankom til stedet, så betjentene det pågældende køretøj holde parkeret på stedet, og de kunne se en person sidde på bagsædet.

Betjentene tog kontakt til den 18-årige mand, der sad i bilen, som i øvrigt lugtede kraftigt af hash. Han blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, hvorefter han blev visiteret, og bilen blev ransaget.

I den 18-åriges jakke fandt betjentene lidt hash og ved ransagningen af bilen fandt de endnu en pose med hash i og et par poser med hvad der formodedes at være kokain. Han blev derfor sigtet for besiddelse af narkotika, men da stofferne blev vurderet til at være til eget brug, blev han ikke sigtet for salg.

I bilen fandt betjentene desuden en saks, der lå frit tilgængeligt, og den 18-årige blev derfor også sigtet for overtrædelse af knivloven.

Kommentarer