112

Fire års fængsel til 21-årig mand, der kørte politibetjent ned

Foto: Rigspolitiet

Den 21-årige mand, Mohamad Tarek Younes fra Aarhus, er fredag eftermiddag ved Retten i Aarhus blevet idømt fire års fængsel i en sag, hvor han var tiltalt for i alt 38 forhold – herunder at have påkørt og invalideret en politibetjent fra Østjyllands Politi. 

Den 21-årig mand fra Aarhus er fredag eftermiddag blevet idømt fire års fængsel, efter han torsdag var blevet kendt skyldig i 35 ud af de 38 forhold, han var tiltalt for. 

Det mest alvorlige forhold fandt sted den 18. juni 2021, hvor den dengang 20-årige mand i bil forsøgte at stikke af fra politiet, hvilket resulterede i, at han i krydset ved Silkeborgvej/Åby Ringvej påkørte en dengang 31-årig politibetjent med så voldsom kraft, at betjenten pådrog sig alvorlige og livstruende skader.

Den 21-årige mand er blandt andet dømt for at have kørt særligt hensynsløst og for under særligt skærpende omstændigheder at have tilføjet betjenten betydelig skade på legeme eller helbred. 

”Jeg er tilfreds med, at et enigt nævningeting stort set dømte i overensstemmelse med anklageskriftet. Jeg synes, at dommen på fire års fængsel afspejler, at der er tale om en meget alvorlig sag, som har haft fatale konsekvenser for en ung betjent og hans familie,” siger anklager Bjørn Fogh Sørensen. 

Den 21-årige mand blev desuden frakendt førerretten i otte år, og den bil han kørte i den 18. juni 2021 skal konfiskeres. Han modtog dommen og blev fortsat fængslet efter dom.  

Har sat sine spor blandt kollegaerne

I morgen er det et år siden, at den nu 32-årige betjent på et splitsekund fik forandret sit liv for altid. En hændelse, der også har sat sine spor hos alle medarbejdere i Østjyllands Politi, fortæller politidirektør Kirsten Dyrman. 

”Det er en sag, der naturligvis har påvirket os alle det seneste år. Ved dagens dom er der nu sat et punktum i den meget tragiske sag. Vores opmærksomhed er selvfølgelig fortsat koncentreret om den unge betjent og hans familie, som desværre har betalt en meget høj pris,” siger politidirektøren.

Kommentarer