Fire teenagere skater fra Aalborg til Amager til fordel for Julemærkehjemmene
Fire unge teenagere tager lige nu turen på skateboards fra Aalborg til Amager på otte dage for at samle ind til de danske julemærkehjem. Starten gik fra Aalborg i går, i nat har de fire overnattet på Julemærkehjemmet Hobro inden, de runder Randers for at slutte dagens etape af i Aarhus. Det hele udspringer af et efterskoleophold og FN’s 17 Verdensmål.
– Vi kan gøre en forskel, fordi skateboarding er en inkluderende sport for alle, hvor man både får det sociale og motionen uden at føle sig presset til det. Man behøves ikke at snakke med fremmede eller komme på banen første dag, hvis man ikke føler sig tryg ved det, fortæller de fire unge teenagere.
De fire unge har lavet projektet som en del af deres ophold på Venø Efterskole, hvor man arbejdede med FN´s 17 Verdensmål, og deres valg faldt på:
“Verdensmål 3.4. Inden 2030 skal tidlig dødelighed, som følge af ikke-smitsomme sygdomme, reduceres med en tredjedel gennem forebyggelse og behandling, og mental sundhed og trivsel skal fremmes.”
De fire teenagere beskriver selv projektet således:
“På vores Rejse gennem Danmark er planen at have et meget lavt budget. Vi tager en rygsæk på ryggen og sover i shelter, eller hos venner og familie. (Der overnattes på julemærkehjem i Hobro og Roskilde).
Når vi bliver sultne, skralder vi i byerne og tager maden i rygsækken til senere brug. Vi har en Trangia med, så vi kan lave mad når som helst.
Da vores mål er at skate gennem Danmark, skal vi have en meget let oppakning. Vi har hver 1 rygsæk på 22L med til det mest nødvendige.
Vores projekt skal være anderledes end noget man har set før, så vi vælger at skate distancen gennem Danmark på vores helt normale trick skateboards. Vi skifter dog vores hjul ud med ‘Cruiser hjul’, så vi kan komme over landevejene i Danmark.”
Indsamlingen
De unge indsamler penge til Julemærkenehjemmene under turen og det sker på:
https://dk.betternow.org/
De daglige stoppesteder for overnatning er
Hobro Julemærkehjem (2. juli)
Århus midtby (3. juli)
Shelter, Hedensted (4. juli)
Middelfart (5. juli)
Odense (6. juli)
Sorø (7. juli)
Roskilde Julemærkehjem (8. juli)
København (9. juli)
Kommentarer