Flere piger udsat for blufærdighedskrænkelse
Østjyllands Politi fik mandag og tirsdag anmeldelser fra tre piger og en ung kvinde, der var blevet antastet og befølt af en fremmed mand i Trige.
Tirsdag sendte politiet en efterlysning ud i pressen med et billede, som en af pigerne havde nået at tage med sin mobiltelefon. På det tidspunkt var en 15-årig pige blevet befølt mandag aften, mens en 15-årig og en 16-årig pige var blevet antastet og befølt tirsdag morgen.
Efterfølgende kom der en anmeldelse fra en 22-årig kvinde, som forklarede, at en mand i samme område havde løbet efter hende og forsøgt at kysse hende.
Der er kommet flere henvendelser fra borgere, og Østjyllands Politi har haft flere patruljer i området, men det er endnu ikke lykkedes at finde frem til gerningsmanden.
Har du oplysninger om manden, hører politiet fortsat gerne fra dig via tlf. 114.
Kommentarer