Flere sigtet for besiddelse af stoffer ved fodboldkamp
I forbindelse med søndagens Superliga-kamp mellem AGF og FCK blev seks fans sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.
Under fanwalken inden kampen gik en 21-årig mand og røg en joint, og da en betjent tog kontakt til ham, forsøgte han at stikke af. Han blev dog hurtigt indhentet og efterfølgende sigtet.
Ved indgangen til stadion i Aarhus fandt vagter under visitationen af en 36-årig mand en mindre mængde kokain og hash. Vagterne kontaktede politiet, der sigtede den 36-årige for besiddelse af euforiserende stoffer og beslaglagde stofferne.
To mænd på 23 og 24 år blev i køen til stadion visiteret og blev begge fundet i besiddelse af en mindre mængde hash. De blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.
Samme sigtelse fik en 19-årig mand, som havde hash på sig inde på stadion, ligesom en 46-årig mand blev sigtet, da han gik rundt med joint uden for stadion efter kampen.
Kommentarer