Kultur

Fra pigedrøm til virkelighed

Stolt Aarhusianer, Jasmine Gordon, havde en barnedrøm om at være en del af Spice Girls og vender nu tilbage til hjembyen som én af de fem Spice Girls i showet WANNABE – The Spice Girls Show.

Det er med stolthed, at Jasmine, Scary Spice, tager castet fra WANNABE – The Spice Girls Show med til Aarhus, når de sammen skal skabe en kæmpe fest i anledningen af 30. året for den verdensberømte pigegruppes dannelse. Det er en markering af en girl-power, som alle har godt af at huske på og tage til sig.

– Jeg var meget inspireret af, at de var fem så forskellige kvinder, som fyldte lige meget på hver deres måde og stadig komplimenterede hinanden. Sporty Spice var min yndlings som barn. Jeg syntes hun var den sejeste, fordi hun gik i sportstøj og kunne lave flikflak, og så var hun min yndlingssanger af de fem. udtaler Jasmine, der sætter en ære i at skulle være én af de fem.

Jasmine mindes med glæde, hvordan hun og vennerne fra børnehaven havde yndlingslegen ”Spice Girls”. Siden da har hun haft en pigedrøm om at være med i sådan en gruppe og nu er drømmen blevet til virkelighed.

– Jeg glæder mig allermest til at komme i gang med turnéen og til at udleve min barnedrøm om at være en Spice Girl. Dét og så ikke mindst at være med til at bringe folk direkte tilbage til nostalgien af de magiske 90’ere, siger hun.

Rytmik og performance har fyldt hos Jasmine så længe, hun kan huske og har i hjemegnen i Aarhus bl.a. gået til rytmisk gymnastik i Gymnastikgården, dansede bl.a. på Dansestudiet og var danseunderviser på Beat Fabrikken. Hun deltog senere i koreografikonkurrencen Make Your Move, og har også spillet med i Les Misérables på Musikhuset samt Nathan på Aarhus Teater.

Nu er hun klar til at bringe WANNABE – The Spice Girls Show til Aarhus d. 2. marts på Hermans – Tivoli Friheden, hvor hun og de fire andre piger skal skabe en kæmpe Spice Girls-fest, der bringer publikum direkte tilbage til de magiske 90’ere, hvor du får rå GIRL POWER og “the greatest hits” fra alletiders største pigeband – Spice Girls!

Kommentarer