Kultur

Fremtidens bolig er klar til at huse dig i dag

Oplev kunstværket Spaceframe Complex i Kunsthal Aarhus Skulpturpark. Foto: Mikkel Kaldal.

I august 2019 landede Spaceframe Complex i Kunsthal Aarhus Skulpturpark. Mange aarhusianere er siden gået forbi i en blanding af fascination og ærefrygt. 

‘Hvilken science fiction-film er det nu, den er med i?’, har de sikkert tænkt. Kunsthal Aarhus har haft deres bedste folk på sagen og kan nu endelig forsikre om, at der ingen fare er: Værket Spaceframe Complex lavet af bl.a. kunster Rikke Luther er klar til at blive indtaget!

Spaceframe Complex er lavet af bl.a. kunstner Rikke Luther, som boede i konstruktionen i 13 år. Foto: Mikkel Kaldal.

Yoga-session, matematiktime eller budgetmøde i et kunstværk? Det er (næsten) kun fantasien, som sætter grænser, nu hvor værket Spaceframe Complex åbner for omverdenen.

Spaceframe Complex er en letvægtskonstruktion skabt i etaper af henholdsvis kunstnergruppen N55, kunstnerduoen Learning Site og kunstner Rikke Luther, som også var en del af både gruppe og duo. Spaceframe Complex er et tidligt bud på, hvordan man kan bygge sin egen bolig, et helt samfund, ud fra bæredygtige principper.

Om Spaceframe Complex

Værket består af tre dele og ligner som nævnt noget taget ud af en sci-fi film, en rumkapsel eller en form for fremtidsbolig. Hovedkonstruktionen N55 Spaceframe er skabt af kunstnergruppen N55 (Rikke Luther, Cecilia Wendt, Jon Sørvin & Ingvil Aarbakke) i 1999-2000 og stod oprindeligt ovenpå et andet værk, tømmerflåden Floating Platform.

Spaceframe Complex er et ikonisk eksempel på en international kunstnerisk og teknologisk bevægelse fra 90’erne og 00’erne, der fokuserede på kunsten som social innovator og på gør-det-selv manualer, der kunne demokratisere den kunstneriske skabelse.

Tilbygningen Pod #001 – Where is the Sun, Gleaning Solar Power blev skabt i 2007 af kunstnergruppen Learning Site, der bestod af Rikke Luther og Cecilia Wendt – to af de oprindelige medlemmer af N55. Den fungerer som et drivhus med solpaneller og regnvandsindfald.

Den sidste tilbygning er Pod #002 – Parasiting Compost Unit, skabt af Rikke Luther i 2011. Denne konstruktion fungerede oprindeligt til kompostering af organisk affald og til undervisning i biologiske processer.

Kunstværket kan idag bruges til forskellige arrangementer så som yoga-timer eller møder. Foto: Mikkel Kaldal.

I år 2020 er Spaceframe Complex blevet istandsat med et enkelte opdateringer af Kunsthal Aarhus’ team.

Gennem 13 år var konstruktionen Rikke Luthers private bolig og har bl.a. afholdt pop-up udstillinger, koncerter og bryllupper i værket. Nu får alle mulighed for at opholde sig i de futuristiske rammer.

Fremover vil det nemlig være muligt at booke sig ind i Spaceframe Complex. Dog må værket må ikke bruges til kommercielle eller politiske formål.

Kapaciteten er på 10 personer og der er gratis entré. Uden for Kunsthallens åbningstid lægger man et depositum for at låne lokalerne.

Er man nysgerrig på denne spektakulære konstruktion, er der mulighed for at låne nøgler i Kunsthallens åbningstid og udforske Spaceframe Complex indefra.

Kig ind og begiv dig ud på en rejse mod det uendelige univers midt i Aarhus!

 

Kommentarer