Højbjerg

Gæst i Bed & Breakfast anholdt

To gæster blev søndag formiddag bortvist fra et bed and breakfast i Højbjerg.

Et bed & breakfast i Højbjerg kontaktede søndag formiddag politiet, da de havde problemer med to logerende mænd, som ikke overholdt stedets regler. 

Da politiet kom frem, traf de to mænd på 29 og 33 år, som begge virkede påvirkede af stoffer. Der holdt en bil på stedet, men mændene forklarede, at det ikke havde kørt i den. Begge blev visiteret, men de havde ingen bilnøgle eller ulovlige genstande på sig, og da betjentene ikke umiddelbart kunne bevise, at de havde kørt bilen, blev de bortvist fra stedet uden sigtelser.

Kort efter kiggede patruljen dog forbi stedet igen, og her så de, at den 33-årige mand var kommet retur og stod og snakkede med en af ejerne på stedet. Da han så politiet komme, gik han derfra igen.

Ejeren forklarede, at manden havde været der for at hente sit kørekort, som han havde glemt. Eftersom patruljen vidste, at den 33-årige var frakendt kørekortet, løb betjentene efter ham og visiterede ham igen.

I hans lomme lå kørekortet, som blev inddraget. Den 33-årige blev voldsomt utilfreds over politiets indblanding og begyndte at råbe forskellige skældsord mod betjentene.

Han blev derfor anholdt og sigtet for at fornærme politiet.

Kommentarer