Skejby

Gemte narko i bilen og kom med kæresteforklaringer

En usammenhængende historie om besøg hos kæresten førte til en anholdelse af en 21-årig mand på Paludan-Müllers Vej i Aarhus.

En patrulje fra Østjyllands Politi fattede torsdag omkring kl. 18.00 mistanke til en mand, som kørte rundt på Paludan-Müllers Vej i Aarhus N. Betjentene fik dirigeret bilen ind til siden og tog kontakt til den 21-årige bilist, der virkede meget nervøs. 

Han fortalte, at han var på vej hen for at besøge sin kæreste, men han kunne mærkeligt nok ikke huske, hvor hun boede og havde heller ikke hendes telefonnummer. Da hans forklaring var usammenhængende, og det lugtede af hash i bilen, besluttede patruljen at visitere ham og ransage bilen.

Den 21-årige forsikrede betjentene om, at der intet ulovligt var i bilen, men der gik kun kort tid, før patruljen fandt flere salgsposer med hash og skunk gemt i et rum bag midterkonsollen.

Manden blev anholdt og sigtet for narkosalg, og den adresse han bor på blev også ransaget.

Her fandt politiet en del hash, en masse salgsposer og et flere tusinde kroner i kontanter. Alt blev beslaglagt.

Kommentarer