Kultur

Glæd dig til en aften med hele fire koncerter fra fire forskellige danske kunstnere!

Foto: Train

REBECCA LOU

At rockens vildskab ikke kan forenes med popmusikkens iørefaldende kækhed er en sejlivet og helt forkert myte. Det er Rebecca Lou det endegyldige bevis på. Rebecca kan både lave smadret punk, med alt hvad det indebærer af læderjakker og dommedagsguitar, men hun er også leveringsdygtig på vemodige akkorder, melodier og tekster, der sætter sig fast i din hjerne, som den mest insisterende popsang. »Jeg elsker rockmusik, og det er en kæmpe del af mig, men jeg har også et kæmpe pophjerte. Jeg kan godt lide det storladne og den gode melodi, og så er historien i sangen super vigtig for mig«, siger hun. Tag bare selvtillidshymnen ‘Bitch, U Look Good’, som Rebecca Lou håber kan give andre mod til at turde være sig selv.

I 2018 debuterede Rebecca Lou med ep’en ‘Skeletons’ og året efter optrådte hun for første gang på Roskilde Festival. Siden da har Rebecca Lou turneret i Danmark, Tyskland, Østrig og England og blandt andet optrådt på SPOT Festival (DK), Reeperbahn Festival (DE), Waves Vienna (AT), til Livebeatet på P6 Beat og Gaffaprisen 2020. I 2020 skrev og medvirkede Rebecca Lou på singlen ‘This Time of Year’, som af Soundvenue blev kåret til en af årets allerbedste sange.

LIL CAT 

Hvad gør man, når man bliver tvunget i isolation med sin kæreste af en pandemi? Man laver et band. Corona-kedsomhed blev startskuddet for lil cat, og siden foråret 2020 har Mads og Cathrine lavet musik sammen fra soveværelset.

Sangene er produktet af strøtanker fra internettet, indekuller og forelskelse, og de jordnære og finurlige tekster kredser om alt fra PMS til rockstjernedrømme. De bliver charmerende fortalt med Cats bløde stemme og på et lydtapet, der tør blande både 00’er-rock, bossanova og nutidig popmusik.

Under musikkens nuttede DIY-ydre gemmer sig et solidt pophåndværk, hvor catchy melodier, sjove synthfigurer og lyriske guldkorn vidner om den musikalske såvel som kærlige kemi, der eksisterer mellem Mads og Cat. Det har allerede bragt lil cat omtale i internationale medier som Meow

Mag og Cut It Out Magazine og placeret dem på den Spotify-kuraterede playliste ‘Fresh Finds´.

AMANDA BØG

Amanda Bøg er vokset op omringet af kreative mennesker i et nærmest kollektivistisk barndomshjem. Alligevel er det, når hun står alene med sin guitar på scenen, at hun føler sig allermest som sig selv. 

Aarhusianske Amanda Bøg er musiker og sangskriver, og hun står på skuldrene af de helt store historiefortællere som Sebastian og Tracy Chapman. Hendes personlige fortællinger bliver krydret med tunge, knitrende trommer, tætte vokalharmonier og stemningsfyldte klangflader, der inviterer lytteren helt tæt på. I Amanda Bøgs univers bliver der talt råt for usødet om alt fra tunge, svære følelser til stor boblende forelskelse, og det sker gennem flotte observante tekster med hendes stærke stemme i front. 

Amanda Bøg har tidligere medvirket i DR-programmet LIVE, og hun har spillet utallige solokoncerter i både København og Aarhus.

O/RIOH

O/RIOHs musik kan ikke defineres af genrebetegnelser. Den er defineret af energier – af eufori, vrede, lykke og forandring, og af samme årsag finder Rikke Østergaard, som er navnet bag O/RIOH, inspiration i alt fra popguruen Justin Bieber til den feministiske rapper Peaches. Med hårde elektroniske beats, autotune-forvrængede vokaler og tekster om sex, penge, udmattelse og alt der imellem, laver O/RIOH musik, som skal få lytteren til at bevæge sig – både fysisk og mentalt.

Rikke Østergaard er sangskriver, producer og har været med til at stifte pladeselskabet Cech Records, hvor hun indtil nu har udgivet sin musik. Hun er drevet af at arbejde i musikbranchen på sine egne præmisser, og det gør det muligt for hende at lave musik, der er ærlig, kompromisløs, og som tør udfordre normerne. O/RIOH har været en stor del af Musikbevægelsen af 2019, der arbejder for ligestilling og repræsentation i musikbranchen, og hun er også initiativtageren bag tiltaget ‘We’re Here’, der skal synliggøre LGBTQ+-artister.

O/RIOH har spillet på SPOT Festival i 2019, og hun var nomineret til en Gaffa Award i kategorien ‘Årets danske elektroniske udgivelse’ i 2018.

TRAIN

27. november 2021

Koncertstart kl. 20.00 (Dørene åbner kl. 19.00)

DKK 150,- (+ gebyr)

Billetsalg starter: 14. oktober kl. 11.00

Forsalgslink: https://www.ticketmaster.dk/event/H211127?language=da-dk&camefrom=traindk&brand=dk_train

Kommentarer