Kultur

Gør afstanden mellem mennesker og naturen mindre

Med håndbogen Naturdannelse har Nikolaj Voldum Ahlburg og Line Beck skrevet en bog, der kalder på at komme med sin læsere ud i naturen. Den natur, som mange både er blevet fremmed for og samtidig har søgt tilflugt hos i de sidste mange måneder med nedlukning af landet.

Naturdannelse sætter fokus på, hvordan man kan skabe og understøtte en stærk forbindelse mellem menneske og natur. Den natur, som vi har et emotionelt bånd til, og som vi føler os forbundne med, vil vi også gerne passe på. Og omvendt kan det at færdes i naturen give noget værdifuldt tilbage til det travle, moderne menneske. Stilhed. Fordybelse. Sanselighed. Nærvær.

Med Naturdannelse ønsker forfatterne at sætte naturen i centrum med en holistisk naturformidling, som henvender sig til det hele menneske og beskriver en dannelsesproces, som kombinerer viden, fysisk udfoldelse og sanseligt nærvær for at skabe en dybere naturforbindelse til gavn for både menneske og natur.

Første halvdel af bogen præsenterer på en kortfattet og lettilgængelig måde forfatternes tanker om naturdannelsesbegrebet.

I anden del finder læseren et inspirationskatalog med metoder til formidling med naturdannelse for øje samt 25 turforslag, som kan gennemføres på 1-3 timer i den lokale natur og uden særligt udstyr. Tag for eksempel på sanketur eller en offroad vandretur. Oplev skoven vågne, eller gå med lanterner gennem mørket. Syng fællessang under bladene, eller lav et kunstværk ud af naturens materialer.

Bogen henvender sig til alle, som formidler natur eller holder af at være i den. Det være sig underviseren, friluftslivsvejlederen eller forælderen, som gerne vil styrke sit barns naturforbindelse.

Fakta

  • Nikolaj Voldum Ahlburg er uddannet biolog og friluftsvejleder. Han arbejder til daglig på Testrup Højskole, hvor han underviser i fagene Naturdannelse, Gå og Friluftsliv.
  • Line Beck er uddannet visuel antropolog og museolog samt naturterapeutisk mindfulness-instruktør. Hun arbejder med visuel kommunikation, fotografi og undervisning i kulturforståelse på forskellige ungdomsuddannelser.
  • Bogen er udgivet af Turbine forlaget.

Kommentarer