Graffitimaler taget på fersk gerning
En mand kontaktede tirsdag kl. 23.23 politiet, og fortalte at han lige havde set en ung mand stå og male graffiti på muren på en butiksbygning på Guldsmedegade i Aarhus C. Bag ved ham stod en anden ung mand, som stod og forsøgte at dække for sin ven.
En patrulje kørte til stedet og så, at der var malet nogle tags med hvid graffiti på muren. Kort derfra sad to mænd på 20 og 25 år, som anmelderen udpegede som dem, der havde stået og malet.
I den 25-åriges taske lå to graffitisprays med hvid maling – den ene var tydeligvis lige blevet brugt.
Begge mænd blev derfor anholdt og sigtet for graffitihærværk.
Kommentarer