Grundlovsforhør i Retten i Aarhus kl. 12.00
Særlig Efterforskning Vest fremstiller fredag kl. 12.00 en 29-årig mand, der den 2. juni undveg fra politiet ved arresten i Aarhus, umiddelbart efter han var blevet varetægtsfængslet ved Retten i Odense i forbindelse med en narkosag.
Den 29-årige mand har siden været internationalt efterlyst, og takket være et godt internationalt politisamarbejde blev han 7. oktober anholdt i Bulgarien. Han er nu blevet fragtet til Danmark og fremstilles på ny med henblik på fængsling i Danmark. Anklagemyndigheden vil anmode om dørlukning under grundlovsforhøret, hvorfor der ikke kan oplyses yderligere.
Østjyllands Politi har i forbindelse med efterlysningen offentliggjort den sigtedes navn og billede, men da efterlysningen ikke længere er aktuel bedes medier og andre, der har bragt hans navn og billede, fjerne det igen.
Kommentarer