Gellerup

Hash og bat fundet i visitationszone

Politiet var onsdag til stede omkring Gellerup Parken og Trillegården i det vestlige Aarhus.

Østjyllands Politi indførte onsdag kl. 18.00 visitationszone i et område omkring Gellerupparken/Toveshøj og Trillegården/Herredsvang i det vestlige Aarhus. Det skete efter flere indikationer på, at en konflikt mellem to grupperinger i de to områder er begyndt at blusse op. 

Onsdag aften var der dog relativt roligt i området. Politiet foretog 45 visitationer og ransagede 13 biler i løbet af aftenen og natten.

Ved en ransagning af en bil omkring kl. 02.00 på Herredsvang fandt en patrulje et baseballbat. Den 21-årige fører af bilen forklarede, at han skulle bruge det til at spille baseball med, men den forklaring troede betjentene ikke på, og han blev derfor sigtet efter våbenloven.

En 19-årig mand blev tidligere på aftenen fundet i besiddelse af en mindre mængde hash, da han blev visiteret på Torpevænget. Han blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.

Østjyllands Politi fortsætter den kommende tid med ekstra øget patruljering, visitationer og ransagninger i området.

Kommentarer