Helle Kryger Aggerholm stopper på DMJX
Forsknings- og uddannelseschef Helle Kryger Aggerholm har valgt at opsige sin stilling på DMJX og fratræder ved udgangen af denne måned.
I den forbindelse udtaler bestyrelsesformand Lea Korsgaard:
“Helle er en visionær leder, en forrygende personalechef, og hun kommer til at efterlade sig et stort hul på skolen, hvor hun har skabt flotte resultater på kort tid – der er et før og et efter Helle i historien om DMJX’ forskningsafdeling. Men jeg ved også, det har været hårdt arbejde, hun har taget et kæmpe slid – også som konstitueret prorektor, hvor hun loyalt trådte til, da der var allermest brug for hendes menneskelighed og ro. Vi ønsker hende alt det bedste fremover.”
Helle Kryger Aggerholm udtaler:
“Jeg har været meget glad for min tid på DMJX, og jeg er utrolig stolt over de resultater, vi har skabt sammen. Vi har haft travlt, men vi har også nået meget. Vi har lavet markant og banebrydende forskning, fået skabt fem nye forsknings- og udviklingscentre og etableret en række spændende forskningssamarbejder med førende universiteter i ind- og udland. Til trods for at tidspunktet føles rigtigt, er det med et tungt hjerte, at jeg forlader højskolen, for jeg kommer til at savne den spændende og dynamiske arbejdsplads, som DMJX er. Jeg er overbevist om, at højskolen går en spændende tid i møde, og jeg glæder mig til at følge med i det hele fra sidelinjen.”
Kommentarer