Samfund

Historiske bygninger på Godsbanearealet i Aarhus skal forvandles

Området på baneterrænet er blevet et samlingspunkt for kreative aarhusianere. Foto: Institut for (X)

Toldvareboden, presenningstørrehallen og vejerboden, der er en del af Institut for (X) på baneterrænet i Aarhus, skal restaureres og ombygges. Det skal ske i en proces, hvor man tester nye metoder for at involvere de lokale i byudviklingen.

Godsbanearealerne i Aarhus har stor kulturhistorisk betydning for Aarhus. Det tidligere industriområde er siden 2008 blevet udviklet med kultur og kreativitet for øje, og tidligere har Realdania været involveret i at omdanne Godsbanegården til et kulturelt kraftcenter.

Nu har kultur- og erhvervsplatformen Institut for (X) taget initiativ til at videreudvikle den kreative bydel.

Det skal ske med projektet ’X2 – Vores Kvarter’, hvor Institut for (X), Aarhus Kommune og Realdania vil indgå et strategisk partnerskab og inddrage borgerne i at udvikle tre bevaringsværdige bygninger, som ligger på de kommunale arealer ved baneterrænet.

– Med projektet vil vi gøre oplevelsen af at komme på Institut for (X) endnu bedre. Vi er utrolig glade for støtten fra Realdania og Aarhus Kommune, som med målsætningen om mindre system og mere borger har en tilgang, der flugter rigtig godt med dét, som vi gerne vil med projektet, siger Jonas Bøgh Larsen, der er projektleder hos Institut for (X).

Foto: Institut for (X)

Det er toldvareboden, presenningstørrehallen og vejerboden, som man med projektet vil restaurere og ombygge, så de støtter bedre op om de behov, der er i den kreative bydel. De tre bygninger huser i dag aktiviteter for både kulturiværksættere og den brede offentlighed med værkstedsfællesskaber, musikkollektiver og forsamlingslokaler.

I ombygningen skal der skabes mere areal i form af knopskydninger, karnapper og tilbygninger. Derudover vil man arbejde med bygningernes åbninger, tilgængelighed og adgangsveje for i højere grad at invitere omverdenen ind.

– Det er vigtigt at engagere de lokale i udviklingen af vores historiske bygninger. Bygninger og områder, der rummer særlige kvaliteter, kan skabe en vigtig ramme om hverdagslivet og styrke fællesskaberne og den lokale identitet. Med projektet giver vi byrummene og bygningerne på baneterrænet et kvalitetsmæssigt løft og får samtidig afprøvet nogle nye metoder til at inddrage de lokale i byudviklingen, siger Thomas Waras Brogren, der er projektchef i den filantropiske forening Realdania.

Foto: Institut for (X)

Det er målsætningen, at man med ’X2 – Vores Kvarter’ vil skabe en ny model for, hvordan civilsamfund, fonde og kommune kan skabe en ny plan, der prioriterer borgernes kreative engagement. Den model skal efterfølgende deles med omverdenen.

Realdania støtter projektet med 6,9 millioner kroner. Støtten er en del af indsatsen ’Vores Kvarter’, hvor Realdania i samarbejde med lokale aktører hjælper med at bevare og udvikle kulturmiljøer med særlige værdier.

Aarhus Kommune støtter projektet med 3,8 millioner kroner. Institut for (X) ønsker i alt at rejse 40 millioner kroner til ’X2 – Vores Kvarter’.

Kilde: Realdania

Foto: Institut for (X)

 

Kommentarer