Aarhus By

Hjælp med at gøre Aarhus sundere

Fitnesscentrene har været lukket i månedsvis, og hjemmearbejdet og hjemmeskolen kalder på, at vi bevæger os mere i naturen og de offentlige rum. Men hvad kan egentlig motivere os til at motionere, bevæge os og lege i vores by – også når fitnesscentrene åbner igen? Det får alle aarhusianere nu mulighed for at komme med et bud på, når Teknisk Udvalg inviterer til dialogmøder med sundhed og bevægelse i fokus.

Teknisk Udvalg har otte gange tidligere inviteret til dialogmøder, hvor borgerne selv har skullet komme med et emne, som de ønskede at præsentere for udvalget. Steen Bording Andersen, næstformand for Teknisk Udvalg ser frem til at høre, hvad de fremmødte borgere har på hjertet.

– Coronaen har haft mange negative følger, men det er også positivt, at aarhusianerne er begyndt at bruge vores pladser, parker og skove i højere grad end tidligere. Den udvikling skal vi gerne holde fast i, når vi på et tidspunkt vender tilbage til en mere normal hverdag, og derfor er det oplagt, at vi inviterer aarhusianerne ind for at høre nogle bud på, hvordan vi tænker motion og bevægelse ind i byens rum, fortæller Steen Bording Andersen, næstformand i Teknisk Udvalg.

Stadsarkitekt Anne Mette Boye har været med til at formulere de temaer, som aarhusianerne inviteres til at diskutere.

– Vi kan invitere og inspirere til mere bevægelse og aktivitet i byen og landskabet gennem den måde vi planlægger på. Det handler om indretning af de helt bolignære områder, om byens rum og grønne områder og om at give plads til aktiviteter i dem. Det handler også om gode smukke og hurtige forbindelser til gående og cyklister giver plads til hverdagsmotionen og oplevelsen af byens liv og naturen. Det er sundt for både krop og sind. Aarhusianerne kender deres egne lokalområder, og de har gode ideer og input. Vi vil meget gerne give dem ordet og inviterer her til at give deres bud på, hvordan vi sammen kan skabe endnu bedre rum til bevægelser og til fællesskaber omkring aktiviteterne og motion i byen, siger Anne Mette Boye, stadsarkitekt i Aarhus.

Aarhusianerne kan indsende forslag til konkrete tiltag, og herefter inviterer Teknisk Udvalg de aarhusianere, hvis forslag de gerne vil høre mere om, til et møde. Der er planlagt tre møder i år, og hvert møde har sit eget fokus, men alle kredser omkring sundhed og bevægelse. Det første møde har overskriften ”Aktivitet og bevægelse i byens rum”, og her ønsker udvalget og stadsarkitekten blandt andet at høre aarhusianernes bud på, hvordan vi giver plads til bevægelse for alle generationer i byen.

Kommentarer