Samfund

Hospitalsbehandling i eget hjem

Som de første i Danmark er Skive, Viborg og Silkeborg Kommuner sammen med Hospitalsenhed Midt og almen praksis, i gang med at afprøve et nyt behandlingstilbud, hvor udvalgte borgere modtager hospitalsbehandling i eget hjem.

Et alternativ til akut indlæggelse

En indlæggelse på hospitalet kan være belastende for ældre patienter og sker i nogle tilfælde, fordi der mangler et bedre alternativ. Det nye behandlingstilbud er et alternativ til netop akut indlæggelse for udvalgte ældre, medicinske patienter. Indlæggelse på hospitalet er nemlig ikke altid den bedste løsning for alle patienter, viser viden og erfaring.

Tilbuddet er det første tilbud i Danmark, hvor speciallæger på hospitalet behandler udvalgte akut syge ældre patienter i deres eget hjem uden at have set dem fysisk først. Det bygger på en helt ny organisering fundet i et tæt samarbejde mellem kommunerne Skive, Viborg og Silkeborg, praktiserende læger, Hospitalsenhed Midt samt forskere fra Interdisciplinary Center for Organizational Architecture, Aarhus Universitet, DEFACTUM og Center for Akutforskning, Aarhus Universitet. Metoden kan være med til at løse fremtidens udfordringer i sundhedsvæsenet med blandt andet mange ældre borgere og mangel på arbejdskraft.

Kommentarer