Samfund

Hver tredje nye løsning i det offentlige er teknologisk

Billede: På Aarhus Universitetshospital hjælper iPads med augmented reality-spil med at aflede børns opmærksomhed fra hospitalssituationer, der kan være forbundet med angst eller smerte.

Teknologiske innovationer skaber oftere højere effektivitet og er oftere skabt i samarbejde, viser nye tal fra Center for Offentlig Innovation.

Kunstig intelligens, virtual reality, brug af sensorer: Mange forskellige teknologier tages i brug, når offentlige arbejdspladser udvikler nye løsninger.

Én ud af tre af de offentlige innovationer er teknologiske. Enten ved at innovationen i sig selv er en teknologisk løsning, eller ved at teknologi er en vigtig del af innovationen.

Det viser helt nye tal fra Innovationsbarometeret – den officielle statistik over offentlig innovation, som Center for Offentlig Innovation (COI) udarbejder sammen med Danmarks Statistik.

Godt gang i digitalisering og teknologi

Innovationer, der bygger på teknologi, skaber oftere højere effektivitet. De er også oftere skabt i samarbejde med andre uden for arbejdspladsen, viser de nye tal.

“Tallene viser, at offentlig innovation er meget andet end teknologi – men også at der er godt gang i digitalisering og teknologi ude på de offentlige arbejdspladser. Det er godt nyt. For teknologiske innovationer kan forbedre opgaveløsningen og gøre den mere effektiv. Det er blot vigtigt, at man husker – hvis borgerne er slutbrugerne af løsningen – at involvere borgerne i udvikling og test af løsningen,” siger Majken Præstbro, relationschef i COI.

Et eksempel på en teknologisk innovation, som skaber værdi, er Aarhus Universitetshospitals brug af iPads med augmented reality-spil. Spillene afleder børns opmærksomhed fra hospitalssituationer, der kan være forbundet med angst eller smerte.

Borgerne skal være i centrum

Et andet eksempel er Vallensbæk Kommune, som anvender GPS-signaler fra køretøjer til fleksibel styring af trafiksignaler – hvilket skaber bedre flow, mindsker ventetid og bidrager til at nedbringe den trafikale udledning af CO2.

Begge eksempler, den nye statistik samt gode råd kan findes i udgivelsen ‘Teknologi i borgernes tjeneste – Innovationsbarometeret’, som udkommer i dag.

“Vi ved, at andre lande kigger til os, når de vil innovere med teknologi, for vi har mange års erfaring med at indhente og bruge data til at bygge systemer, som borgerne finder relevante og har tillid til. Men vi skal ikke hvile på laurbærrene. Det er helt nødvendigt, at borgerne fortsat er i centrum i udviklingen og implementeringen af digitale og teknologiske innovationer, og at offentlige arbejdspladser samarbejder med private virksomheder og andre, som kan bidrage med nyeste viden og teknologier,” siger Majken Præstbro, relationschef i COI.

Kommentarer