Kultur

I morgen åbner Salling Roofgarden!

Foto: Salling

Fredag den 17. juni kl. 11 åbner Danmarks nye store urbane have i 6. sals højde over Aarhus. Åbningsweekenden byder på et varieret program med musik og kunst, når Salling Roofgarden lukker de første gæster ind i byens nye, grønne åndehul til samvær, fællesskab og eftertanke.

Efter at Hendes Majestæt Dronningen som den allerførste gæst udefra fik et sneak peek af Salling Roofgarden på sit sommertogt her i weekenden, varmer Danmarks grønne, urbane byrum nu op til et brag af en åbningsweekend om halvanden uge. Fredag d. 17. juni kl. 11 klippes snoren, og dermed er den blomstrende oase formelt åben og klar til at tage imod under åben himmel.

Søsterattraktionen Salling Rooftop har siden åbningen i 2017 solidt placeret sig i Top 5 over landets mest besøgte attraktioner med flere end fire millioner gæster, så der er store forventninger til den nye publikumsmagnet, forklarer Marianne Bedsted, direktør for Salling.

“Siden første spadestik i november sidste år

…har vi set frem til åbningsdagen. Så det er med lige dele glæde, forventning og spænding, at vi nu byder udenfor i Danmarks nye, åbne byrum, der garanterer en af landets allerbedste udsigter og en helt unik oplevelse”, siger Marianne Bedsted.

Enhver, der har taget turen hjem fra planteskolen med traileren fuld af jord, blomster og planter, ved, at det giver sved på panden at anlægge en have. Her er størrelsesforholdet lidt et andet. Alene den bærende konstruktion til Salling Roofgarden vejer 192 tons. Der er løftet 250 m3 muldjord op i bedene. I skovhaven på toppen er der plantet ni høje træer på op til seks meter. 80 buske og 35 slyngplanter sikrer begrønningen sammen ca. 1.000 stauder, græsser og urter. Og så er der plantet ca. 2.500 planter i den grønne væg, det løber hele vejen fra taget ned mod Strøget.

“Med Salling Roofgarden har vores mål været at tilføre hverdagen yderligere vegetation på en af landets helt store tagflader. Vi har ønsket at nytænke byrummet, så man kan være sammen i det grønne, men også trække vejret dybt og lade roen sænke sig i det fri. Nu giver vi taghaven fri og lader vores gæster indtage den”, siger Marianne Bedsted, direktør for Salling.

Forkæl sanserne med urban natur, lydkunst og panoramaudsigt

Åbningsweekenden byder udover træer, himmelgynger, kunstværker og spektakulære panoramaudsigter i 360 grader også på underholdning og aktiviteter.

Den internationalt anerkendte kunstner Jeppe Heins unikke og skulpturelle bænke ansporer til refleksion over, hvordan vi er sammen, og hvad dialog og samtale bringer med sig. Komponist og lydkunstner Marie Højlunds unikke lydunivers foldes ud i byhaven med en smuk og sanselig lydoplevelse, der favner hele Salling Roofgarden. Og rundt i haven vil der i åbningsweekenden være placeret live musiklandskaber udført af det anerkendte stryger ensemble Who Killed Bambi, som er kendte for deres musiske nysgerrighed og mix af musiske genrer som klassisk, pop, jazz og deres samarbejde med danske og internationale kunstnere som Oh Land, Pernille Rosendahl, Teirur, Rod Stewart, Steffen Brandt, Farther John Misty og mange flere.

Åbningsprogram

Fredag den 17. juni:

Kl. 11: Direktør for Salling Marianne Bedsted & Karin Salling klipper snoren, og Salling Roofgarden åbner officielt

Kl. 12: Live musik-landskab med Who Killed Bambi i samarbejde med Esben Inglev

Kl. 15: Live musik-landskab med Who Killed Bambi i samarbejde med Esben Inglev

Lørdag den 18. juni:

Kl. 12: Live musik-landskab med Who Killed Bambi i samarbejde med Esben Inglev

Kl. 15: Live musik-landskab med Who Killed Bambi i samarbejde med Esben Inglev

Der er gratis adgang for alle gæster i Sallings åbningstid.

Kommentarer