Livsstil og forbrug

I Vedbæk Sogn tjener de fem gange mere end i Vollsmose sogn

Borgerne i Vedbæk tjener i gennemsnit 1,5 millioner kroner om året før skat, når de går på arbejde, mens gennemsnitsindkomsten for beskæftigede i Vollsmose Sogn er lidt mere end 300.000 kroner, viser ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Se oversigt med knap 2000 sogne i hele Danmark.

Borgerne i Danmarks rigeste sogn tjener i gennemsnit fem gange mere, når de går på arbejde, end borgerne i det fattigste sogn gør. Det viser ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der på baggrund af indkomstdata fra Danmarks Statistik har undersøgt, hvad borgerne i 1998 sogne tjener i gennemsnit.

En gennemsnitlig beskæftiget i Vedbæk Sogn tjener 1.580.532 kroner om året før skat. Det står i kontrast til en gennemsnitlig beskæftiget i Vollsmose Sogn, der tjener 324.542 kroner om året før skat.

”De geografiske uligheder i Danmark er så store, at vi risikerer at miste vores forståelse for hinanden,” siger analytiker Sune Caspersen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

“Tallene afslører et Danmarkskort med lokalområder, hvor det er meget tydeligt, at de rige bor sammen i små enklaver,” siger Sune Caspersen.

Alle sogne i top-10 målt på gennemsnitlig indkomst for beskæftigede ligger i de nordsjællandske kommuner Rudersdal, Gentofte, Hørsholm og Lyngby-Taarbæk.

Store forskelle mellem naboområder

Det er ikke bare fra landsdel til landsdel, at der er store forskelle på, hvor meget man tjener. Flere steder i landet ser man store forskelle mellem sogne, der ligger i samme kommune.

I Danmarks vestligste sogn, Blåvandshuk, tjener de beskæftigede for eksempel i gennemsnit 519.769 kroner om året før skat. Få kilometer op ad den jyske vestkyst tjener de i Henne Sogn 379.194 kroner. Begge sogne ligger i Varde Kommune.

I den anden ende af landet i Rutsker Sogn på Nordvestbornholm tjener de 500.119 kroner. På den anden side af øen i Rø Sogn tjener de 351.554 kroner i gennemsnit.

”Forskellene er ikke bare store mellem de nordsjællandske enklaver og sociale boligområder i de store provinsbyer. Vi ser også store forskelle mellem områder tæt på hinanden inden for samme kommuner i hele landet,” siger Sune Caspersen.

Se Danmarkskort og hent data her.

Fakta

  • Geografisk ulighed i Danmark undersøges normalt mellem de 98 kommuner. Denne analyse går ned til de mindste administrative enheder: de omkring 2.000 sogne. Sogne med under 200 indbyggere er udeladt.
  • Medianindkomsten (den typiske indkomst) for beskæftigede i sognet i toppen er 736.077 kroner, mens det i sognet i bunden er 314.485 kroner.
  • Den rigeste tiendedel af danskerne bor hovedsageligt i sogne nord for København. Men også i de øvrige dele af landet findes der små enklaver, hvor de rigeste udgør mere end dobbelt så mange som på landsplan. Dertil er der betydelige forskelle på, hvor de rigeste bor inden for den enkelte kommune.

Top-10: De rigeste sogne i Danmark

  • Vedbæk Sogn, Rudersdal Kommune
  • Maglegårds Sogn, Gentofte Kommune
  • Skovshoved Sogn, Gentofte Kommune
  • Hellerup Sogn, Gentofte Kommune
  • Taarbæk Sogn, Lyngby-Taarbæk Kommune
  • Rungsted Sogn, Hørsholm Kommune
  • Ny Holte Sogn, Rudersdal Kommune
  • Søllerød Sogn, Rudersdal Kommune
  • Helleruplund Sogn, Gentofte Kommune
  • Jægersborg Sogn, Gentofte Kommune

Bund-10: De fattigste sogne i Danmark

  • Vollsmose Sogn, Odense Kommune
  • Tingbjerg Sogn, København Kommune
  • Gellerup Sogn, Aarhus Kommune
  • Ullits Sogn, Vesthimmerlands Kommune
  • Sejerø Sogn, Kalundborg Kommune
  • Strynø Sogn, Langeland Kommune
  • Gedser Sogn, Guldborgsund Kommune
  • Durup Sogn, Skive Kommune
  • Hou Sogn, Langeland Kommune
  • Rødbyhavn Sogn, Lolland Kommune

Anm: Sogne med under 200 indbyggere er udeladt. 2019-data fremskrevet til 2021-priser med forbrugerprisindekset.

Kilde: AE på baggrund af Danmarks Statistiks registre.

Kommentarer