Viby

Idømt bøder for ulovlig reklameskærm

To selskaber blev fredag i Retten i Aarhus idømt bøder i sagen om en ulovlig reklameskærm på taget af en bygning i Viby.

Selskabet, der ejer bygningen og havde lejet pladsen til LED-skærmen ud, blev idømt en bøde på 25.000 kroner. Selskabet, der opsatte skærmen og drev reklamevirksomhed, blev tildelt en bøde på 100.000 kroner og fik derudover konfiskeret 100.000 kroner, der svarede til det, som retten vurderede, de havde tjent på reklamerne.

Reklameskærmen blev i sommeren 2017 opsat af selskabet, der lejede pladsen, uden at der var givet den nødvendige tilladelse. Aarhus Kommune gav flere påbud om at tage skærmen ned, men først i januar 2021, blev den fjernet – efter, at Østjyllands Politi havde rejst tiltale i sagen.

Sender et signal

Retten vurderede, at det udlejende selskab, som ejer bygningen, ikke spillede en aktiv rolle i overtrædelsen, men at de forholdt sig for passivt og burde have sørget for, at skærmen blev taget ned noget før.

Derimod blev lejeren, der havde sat reklameskærmen op, dømt for bevidst at have tilsidesat reglerne eller at have handlet med ”høj uagtsomhed”. Derfor blev deres bødestraf højere.

”Retten fandt, at lejeren, der havde opsat skærmen, har handlet forsætligt eller med høj grad af uagtsomhed, og jeg er tilfreds med, at de ud over en større bøde også fik frataget deres fortjeneste. Dommen sender et signal om, at det får en konsekvens, hvis man ikke tager kommunens påbud alvorligt i den slags sager, ” siger specialanklager Jan Østergaard.

Begge selskaber nægtede sig skyldige.  De dømte har nu 14 dages betænkningstid til at anke.

Kommentarer