112

Indbrudstyv i Viby stjal motorcykel

Foto: Østjyllands Politi

Østjyllands Politi fremstillede tirsdag kl. 11.30 en 18-årig mand i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. Han sigtes for flere indbrud og for tyveri af en motorcykel.

Ifølge sigtelsen brød den 18-årige mandag aften ind i en villa i Viby, hvor han stjal flere koster og fik fat i nøglen til en motorcykel, som han kørte væk på.

En mandlig beboer i huset, der omkring kl. 20.50 var på vej hjem i bil sammen med en bekendt, så pludseligt, at hans motorcykel kørte forbi i modsatgående retning på Skanderborgvej, hvorefter føreren af motorcyklen kort efter holdt ind ved en tankstation.

De to mænd i bilen kørte hen til tankstationen, hvor de råbte den 18-årige på motorcyklen an. Det fik ham til at smide motorcyklen og løbe fra stedet til fods. Mændene indhentede ham dog, og tilbageholdt ham indtil politiet kom frem.

I den 18-åriges taske fandt politiet flere tyvekoster, der stammede fra indbruddet og fra et tyveri på en anden adresse i Viby. Den 18-årige blev desuden sigtet for et indbrud begået i fredags i Aarhus C.

Den 18-årige har flere verserende sager vedrørende indbrud, og han fremstilles derfor i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling.

Kommentarer