Indeklima-bombe: Lovpligtige ventilationsanlæg kan gøre mere skade end gavn
Siden 2012 har det været lovpligtigt at alle nye danske boliger skal have mekaniske ventilationsanlæg. Men kun de færreste er klar over, at standardfiltrene skal opgraderes, hvis skadelige partikler skal holdes ude af hjemmet.
Uanset om du bor i byen eller på landet, udsættes du dagligt for skadelige luftbårne partikler. Bor du i byen, er koncentrationen som oftest højere, og her er det både trafik og brænderøg, der er de store syndere, hvor det på landet oftere er naboens brænderøg, der trænger ind i hjemmene. Resultatet kan være koncentrations- og søvnbesvær for hjemmets beboere. Men de skadelige partikler forårsager også højere dødelighed – særligt for folk med lunge- og hjertekarsygdomme. Partikelforurening er ligeledes kræftfremkaldende.
Skift standardfiltret ud
Et godt gammelt husråd er at lufte ud, og det er derfor nærliggende at tro, at loven om påtvungne mekaniske ventilationsanlæg i alle nye boliger fra 2012 kun har bidraget positivt til indeklimaet i Danmark. Men anlæggene kan også have den modsatte effekt og være skyld i, at der kommer flere skadelige partikler ind i hjemmet, hvilket en ny undersøgelse fra Rådet for Grøn Omstilling viser.
– Efter at have modtaget mange bekymrede henvendelser om røg fra naboernes brændeovne, besluttede vi os for at lave en screening i et parcelhus med mekanisk ventilation. Og resultatet viste, at partikelforureningen i huset var langt værre end forventet, fortæller Kåre Press-Kristensen, Seniorrådgiver hos Rådet for Grøn Omstilling.
Den gode nyhed er dog, at det er simpelt at gøre ventilationsanlægget til et aktiv i kampen mod de skadelige partikler.
– Filteret i dit ventilationsanlæg er det, der kan beskytte dig imod sundhedsskadelige partikler udefra. Desværre leveres langt de fleste mekaniske ventilationsanlæg som udgangspunkt med grovfiltre som standard, der ikke kan opfange partiklerne i udstødningsrøg eller osen fra brændeovne, fortællerHenrik Friis, CEO for Filterhuset.dk, som producerer ventilationsfiltre til alle ventilationsanlæg på markedet. Han tilføjer:
– Hvis ventilationen virkelig skal gøre en forskel for indeklimaet, skal man skifte til et finere filter, da standardfilteret slet ikke er godt nok til at opfange de sundhedsskadelige partikler. Et godt filter kan opfange partikler helt ned til 1 mikrometer. I de fleste boligventilationsanlæg er det muligt at fjerne op til 63 procent af de skadelige mikropartikler. En meget stor del partikler fra udefrakommende forureningskilder filtreres dermed fra. Til sammenligning fjerner et standardfilter som oftest kun 10 til 20 procent.
Håber på politisk bevågenhed
Hos Filterhuset og Rådet for Grøn Omstilling er man enige om, at det er vigtigt at informere husejerne om begrænsningerne ved standardfiltrene, og at politisk interesse for emnet er essentielt for at komme problemet til livs.
– Mange vil automatisk tænke, de er tilstrækkeligt beskyttet med det anlæg, bygningen er født med. Men den manglende viden om standardfiltre kan få hårde konsekvenser. Tag for eksempel personer med luftvejssygdomme der specifikt køber et nyt hjem, fordi de fejlagtigt tror, at ventilationsanlægget er med til at skabe et godt og sikkert indeklima for dem. Hvordan skal de vide bedre, hvis de ikke informeres om problemet, siger Henrik Friis.
Kåre Press-Kristensen tilføjer:
– Hvis der for alvor skal gøres noget ved problemstillingen, så skal politikerne ind over. Der har længe været politiske diskussioner i gang vedrørende brændeovnene, men der bør også arbejdes på at finde bedre og mere varige løsninger i forhold til ventilationsanlæggene og de filtre, som de som standard leveres med.
Kommentarer