Navnenyt

Innovativ IT-profil skal styrke Aarhus Airport’s digitale infrastruktur

Anders Brams Nielsen er ny Head of IT & Digital Innovation i Aarhus Airport. Pressefoto

39-årige Anders Brams Nielsen tiltræder en nyoprettet stilling som Head of IT & Digital Innovation i Aarhus Airport. Opgaven er at samtænke lufthavnens forretningsudvikling med bæredygtige IT-løsninger og fremtidssikre den digitale infrastruktur.

Igennem de sidste fire år har Aarhus Airport udvidet og totalmoderniseret den østjyske lufthavn for at bringe de fysiske rammer op på et højt internationalt niveau. I takt med udviklingen bliver lufthavnens digitale infrastruktur nu sat højt på agendaen, så den kan understøtte lufthavnens ambitiøse vækststrategi og sikre en stabil drift og innovativ IT-udvikling. Ansvaret lægges i hænderne på den erfarne IT-ekspert, Anders Brams Nielsen. Den nye Head of IT & Digital Innovation kommer med solid erfaring fra komplekse produktionsvirksomheder, senest BKI Foods A/S, hvor en velsmurt IT-maskine er alfa og omega.

Nu skal han bringe sine analytiske kompetencer i spil og stå i spidsen for fremtidens innovative informationsteknologi i Aarhus Airport.

– Den teknologiske udvikling sker i lyntempo. Vi skal som lufthavn være med helt fremme og sikre en stabil IT-drift samtidig med at vores digitale mindset, teknologier og processer skal understøtte lufthavnens vækst. Anders Brams Nielsen kommer med dokumenteret erfaring for at skabe en forretningsorienteret IT, der kan imødekomme vores vækstambitioner og forretningsmæssige behov. Samtidig skal vi som en eksponeret virksomhed have fuld kontrol over vores cybersikkerhed, og derfor er jeg meget glad for at byde en kapacitet som Anders velkommen ombord, siger Lotta Sandsgaard, som er administrerende direktør i Aarhus Airport.

Anders Brams Nielsen checker ind med et stærkt fokus på at videreudvikle en forretningsorienteret IT-afdeling med en nutidig IT-infrastruktur, skabe en omstillingsparat og veludviklet cybersikkerhed samt digitalisere og skabe gennemsigtighed i lufthavnens IT-processer.

– Jeg glæder mig til at blive dus med luftfartsindustrien og give informationsteknologien ny luft under vingerne til gavn for både gæster, samarbejdspartnere, medarbejdere og virksomheden. Der ligger et kæmpe potentiale i at bringe digitale processer i sync med forretningsudvikling, bundlinje og ambitioner, og jeg glæder mig meget til direkte at omsætte Aarhus Airport’s forretningsbehov til bæredygtige IT-løsninger, der understøtter lufthavnens vækstrejse, siger Anders Brams Nielsen, som er ny Head of IT & Digital Innovation i Aarhus Airport.

Anders har tidligere bestredet stillinger som blandt andet IT-chef hos BKI Foods A/S og IT-ansvarlig hos TV2Nord. Dertil har han haft egen rådgivningsvirksomhed inden for IT-sikkerhed og fungerer løbende som censor på IT-uddannelser.

Udover sin teknologiske baggrund er Anders også en dedikeret familiefar. Sammen med kæresten Mette og deres to børn, Alfred og Laura, nyder de livet og naturen på et lille landsted i nærheden af Silkeborg. Når Anders kobler af, sker det på skydebanen, i løbeskoene, på cyklen eller med andre udendørsaktiviteter. Dertil er han passioneret kok, connaisseur inden for øl og vin og inkarneret Chelsea-fan.

Anders Brams Nielsen er tiltrådt stillingen som Head of IT & Digital Innovation i Aarhus Airport den 11. november 2023.

 

Kommentarer