Vælgerne er i tvivl, partierne er på jagt, og gamle alliancer får nyt liv, når Aarhus går til kommunalvalg den 18. november, og selvom de fleste borgere er tilfredse med kommunen, er de usikre på hvem, der skal lede den. Nye politiske strømninger sætter magtbalancen i spil forud for valget.

Hele 199 kandidater er på stemmesedlen i kampen om de 31 sæder i byrådet, og en ny omfattende måling fra Epinion viser, at Aarhus er blandt de kommuner i landet, hvor allerflest vælgere stadig ikke ved, hvor de vil sætte deres kryds og måske først beslutter sig på selve valgdagen.

Det betyder, at valgkampens sidste uger bliver afgørende, og at personlige møder, lokale debatter og evnen til at fremstå troværdigt og i øjenhøjde med vælgerne, kan få større betydning end partiprogrammer og nationale strømninger.

På den ene side står Aarhus frem som en kommune med høj trivsel. Hele 86 procent af borgerne svarer, at de er tilfredse med at bo i kommunen, hvilket er blandt de højeste tal i landet. Samtidig er omtrent halvdelen af borgerne tilfredse med det arbejde, kommunens politikere udfører. 

Men billedet er ikke entydigt positivt. For selvom mange er tilfredse med dagliglivet i kommunen, føler kun 27 procent, at de er godt orienteret om, hvad der foregår politisk, og kun omkring halvdelen har tillid til byrådet som helhed. Der er altså en diskrepans mellem hverdagsoplevelsen af Aarhus og opfattelsen af det politiske maskinrum, hvor beslutningerne træffes.

Et politisk landskab i bevægelse

Det kommer til udtryk i meningsmålingen for partierne. Socialdemokratiet står fortsat stærkt og vil med stor sandsynlighed forblive det største parti, men partiet står til tilbagegang i forhold til valget i 2021. Det samme gælder Radikale Venstre, Venstre og især Det Konservative Folkeparti, der ser ud til at miste en stor del af sin tidligere opbakning.

Til gengæld er det fremgangens tid for andre. SF ligger markant højere end ved sidste valg og ser ud til at have bidt sig fast som det store venstrefløjsparti i kommunen, mens Enhedslisten ligeledes står til fremgang. På den borgerlige fløj er det Liberal Alliance, der vokser kraftigt, særligt blandt unge og erhvervsorienterede vælgere, mens Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti også ser ud til at hente stemmer; især blandt dem, der tidligere har stemt socialdemokratisk men ønsker en skarpere profil på debattemaer som tryghed, lokal identitet og kommunal prioritering af kernevelfærd.

Det er ikke blot spredte udsving. Udviklingen peger på en bredere vælgerbevægelse væk fra midten og hen mod partier, der i højere grad markerer sig på tydelige holdninger. Samtidig er partiloyaliteten svækket. Syv af de nuværende medlemmer af byrådet stiller denne gang op for et andet parti eller en ny liste. For vælgerne betyder det, at spørgsmål om personlig troværdighed og politisk retning smelter sammen på nye måder, hvor man i større grad må spørge sig selv: Følger jeg personen eller partiet?

SR-alliancen forsøger at låse borgmesterposten før valget

Midt i denne bevægelse har Radikale Venstre truffet en bemærkelsesværdig beslutning. Før valget overhovedet er afholdt, har partiet meldt ud, at de vil pege på Socialdemokratiets Anders Winnerskjold som borgmester. Det er usædvanligt at afgive en sådan støtte på forhånd, men Radikale ønsker at signalere stabilitet og fælles retning, lyder forklaringen. Partiets spidskandidat, Metin Lindved Aydin, begrunder således udmeldingen med, at Socialdemokratiet og Radikale deler grundlæggende prioriteringer i byens udvikling, herunder stærk offentlig velfærd, ansvarlig økonomi og ambitioner for den grønne omstilling.

Udmeldingen kan vise sig at blive et af valgkampens mest betydningsfulde træk. Den sender et klart signal om, at centrum-venstre stadig ser sig selv som byens naturlige styringskraft. Men samtidig risikerer Radikale at miste det forhandlingsrum, som ellers normalt opstår på valgnatten, hvor alliancer forhandles og magtbalancer udspilles, ofte til sidste minut. Når et parti peger på borgmesteren før valget, giver det ro på den ene front – og sårbarhed på den anden.

SF vokser – men uden at udfordre borgmesterkæden

SF står til en markant fremgang og kunne, hvis tendensen holder (stik), teoretisk udfordre Socialdemokratiet som største parti. Alligevel er SF’s borgmesterkandidat, Thomas Medom, meget tydelig i sin melding: Han peger på Winnerskjold. Dermed viser SF, at partiet ikke går til valg for at vælte magtbalancen, men for at øge sin indflydelse inden for centrum-venstre-blokken. Det gør valgkortet både mere stabilt og mere forudsigeligt – men det sender også et signal om, at Aarhus ikke får en dramatisk borgmesterkamp i valgkampens slutspurt, medmindre målingerne ændrer sig markant.

Dækningsafgiften: Rørt brik kan igen komme i spil

Hvis Socialdemokratiet skal sikre sig magten, kan en afgørende faktor blive den kommunale dækningsafgift på erhvervsejendomme, som de borgerlige partier i mange år har ønsket afskaffet. Winnerskjold besluttede tidligere i valgperioden at fastholde afgiften, hvilket skabte stor utilfredshed blandt erhvervslivet og de borgerlige partier. Men netop dette kan gøre afgiften til det stærkeste forhandlingskort på valgnatten.

Hvis Socialdemokratiet er parat til at tilbyde en gradvis afskaffelse af dækningsafgiften for at sikre sig borgerlige mandater i konstitueringen, kan det fundamentalt ændre mulighederne for samarbejde. Flere politiske iagttagere vurderer, at den borgerlige blok vil få svært ved at afvise en aftale, der opfylder en af deres mest markante mærkesager. Med andre ord: Den afgørende handel kan ende med at gå mere på skat end på ideologi.

Et borgerligt alternativ er muligt – men svært

På papiret er det stadig muligt at skabe en borgerlig borgmesterkæde, men det kræver en koalition, som er langt mindre naturlig end centrum-venstre-konstellationen. Venstre og Konservative står svagere end ved sidste valg, og Liberal Alliance, selv med fremgang, har ikke erfaring med at lede på rådhuset. Samtidig ligger Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti i et spændingsfelt, hvor samarbejde om konkrete projekter kan være muligt, men hvor der også er stor forskel på langsigtede mål for kommunens udvikling. Endelig er spørgsmålet, om partierne kan samles om en borgmesterkandidat, de alle kan bære udadtil. Det er, som flere politiske eksperter har formuleret det, ikke umuligt, men det kræver noget mere end matematik. Det kræver en fortælling om Aarhus, som endnu ikke er blevet formuleret.

Vælgerne afgør menneskene – ikke blot mandaterne

Med så mange vælgere i tvivl vil valgkampens slutning komme til at handle om noget meget jordnært: hvem der virker troværdig, hvem der lytter, og hvem man kan se for sig stå i byrådssalen i de kommende fire år. Det er ikke kun politik i abstrakt forstand. Kommunalvalg handler om veje, skoler, busruter, fritidsliv og byudvikling. Det handler om hvem, der møder én i øjenhøjde. Og i år i Aarhus handler det i særlig grad om tryghed i forandring.

Den by og kommune, som vælgerne elsker at bo i, er den samme, hvor de nu skal beslutte, hvem de vil betro fremtidens opgaver. Det gør valget vigtigt – og åbent.