Erhverv

Jobmesse for testmedarbejdere på Godsbanen i Aarhus

Foto: Falck.

Onsdag den 9. marts afholder Falck en stor jobmesse på Godsbanen for de medarbejdere, som har arbejdet på testcentrene i Midtjylland.

30 virksomheder deltager med en masse konkrete job, og der forventes at deltage over 500 testmedarbejdere.

Den 6. marts lukker de sidste kvikteststeder. Derfor tager Falck initiativ til at afholde jobmesser i de tre regioner, hvor Falck har drevet testindsatsen: Midtjylland, Nordjylland og Sjælland.

I Aarhus bliver det onsdag den 9. marts fra kl. 10.00 til 16.00 på Godsbanen, Den Rå Hal, Skovgaardsgade 3C, 8000 Aarhus C.

Mere end 2.000 testmedarbejdere har været i gang de seneste 3 måneder

Falck har i Region Midtjylland de seneste tre måneder haft mere end 2.000 testmedarbejdere tilknyttet. Da testefterspørgslen var størst, blev der testet op mod 70.000 borgere om dagen på mere end 70 teststeder i regionen. Den store kapacitet blev opbygget på meget kort tid, så testmedarbejderne er alle trænet i at løse problemer hurtigt og professionelt. Jobmessen er et blandt flere initiativer, hvor Falck forsøger at hjælpe de dygtige medarbejdere godt videre i deres nye job.

”Det er en vild rejse, vi har været på, hvor vi på kort tid har opbygget et finmasket net af teststeder i Midtjylland, hvor vi testede op mod 70.000 borgere på en enkelt dag. At vi er lykkes med det skyldes primært vores medarbejdere, der har kastet sig ind i opgaven med ildhu og engagement. Vi er derfor rigtigt glade for, at så mange virksomheder bakker op om vores jobmesser, så vi kan få hjulpet vores dygtige medarbejdere videre til nye spændende udfordringer,” siger Dennis Abildgaard Jørgensen, underdirektør i Falck Ambulance Danmark.

Virksomheder som DHL, Tivoli Friheden, Novasol, Nespresso, Yousee står klar med job

Der har været stor interesse for at deltage på jobmessen, mere end 30 virksomheder og uddannelsesinstitutioner står klar med job og uddannelsespladser til testmedarbejderne, der skal videre til noget nyt.

DHL Express er en af de virksomheder, der deltager på jobmessen i Aarhus. ”I DHL Express er vi altid på jagt efter nye dygtige talenter, som kan levere fantastisk service til vores kunder. Det er vores helt klare holdning, at de dygtige medarbejdere, der har stået i frontlinjen igennem de sidste to år, besidder et helt særligt stof, som vil passe godt ind i DHL Express. De har stået i pressede situationer, været omstillingsparate i en uvis verden og har samtidig leveret tryghed og service på et højt niveau ved hver eneste vatpind. Vi er stolte af at kunne få lov til at hjælpe dem godt videre i deres karriere.,” siger HR Director, Heidi Heltborg Juul, fra DHL Express.

Uddannelsesinstitutionerne er også med

Falck har tidligere indgået et samarbejde med SOSU-skolerne med henblik på at hjælpe testmedarbejdere med interesse for det sundhedsfaglige arbejde videre til en sundhedsfaglig uddannelse. På jobmessen kommer udover SOSU-skolerne også AARHUS TECH ligesom Falck præsenterer sine uddannelsesprogrammer.

Annette Ernst Lauridsen, direktør for AARHUS TECH, er glad for initiativet. ”Vi bifalder Falcks jobmesse-initiativ. De sender medarbejderne fratestindsatsen godt videre – og vi tager godt imod dem. Det er mennesker, som har haft stor betydning for det danske samfund, og det kan de få igen, hvis de bliver faglært hos os. Vi håber, at medarbejderne, der nu skal videre til noget nyt, vælger at kigge i retning af AARHUS TECH. Vi ved, at de er driftige mennesker, som er klar på at træde til og gøre en forskel. Derfor er jeg sikker på, de vil finde sig godt til rette i tilværelsen som faglært” siger hun.

Kommentarer