Livsstil og forbrug

Juli er højsæson for indbrud: Få naboerne til at snyde tyven

Foto: Nabohjælp.

Sommerferien er lig med tomme huse og sultne indbrudstyve. Men hvis du og naboerne samarbejder og deler viden med hinanden, kan I snyde tyven. Nabohjælp sætter gang i en stor sommerkonkurrence, der skal få flere til at forebygge indbrud.

Sommerferien nærmer sig, og det samme gør sommerhalvårets mest indbrudsplagede måned.

Og selvom de særlige forhold omkring Covid-19 har betydet, at indbrudstallet er faldende, er der stadig god grund til at være ekstra opmærksom i de store ferieuger.

Tal fra Danmarks Statistik viser, at der i Corona-året 2020 blev begået 55 indbrud om dagen i juli måned. Det er 56 % flere end i årets andre lyse måneder, og det gør juli til højsæson for indbrud.

Foto: Nabohjælp.

Men hvis tyven er i tvivl, om der er nogen hjemme, er det for risikabelt for ham at begå indbrud.

Opmærksomme naboer er det, der stresser tyven mest, fortæller Sarah Risbøl Jacobsen fra Nabohjælp, som det Kriminalpræventive Råd og TrygFonden står bag.

– I Nabohjælps app kan du invitere dine mest betroede naboer til at passe på dit hus, mens du er på ferie. Så får dine feriehjælpere løbende gode råd og påmindelser om at få huset til at se beboet ud; fx ved at parkere en bil i den tomme indkørsel, tømme din postkasse eller flytte rundt på dine ting. Påmindelserne i appen gør, at feriehjælpen bliver mindre tilfældig, og det er netop systematikken, der snyder tyven, siger Sarah Risbøl Jacobsen.

Vind en foodtruck og pust liv i naboskabet

Opmærksomme naboer er et af de mest effektive og veldokumenterede redskaber mod indbrud. Aktiv nabohjælp kan ifølge forskning forebygge op mod hvert 4.indbrud.

Der er derfor rigtig god grund til at koordinere feriehjælp. Men for mange kan det være svært at bede naboerne om hjælp. Derfor udlodder Nabohjælp en foodtruck – en madvogn med lækker street food – som kan være med til at bryde isen i nabolaget.

– Vi vil gerne sætte fokus på det gode naboskab, som er en forudsætning for god nabohjælp. Et godt og stærkt naboskab gør det meget nemmere at stå sammen om at forebygge indbrud, og samtidig skaber det tryghed. Vi er mange, der trænger til at puste lidt liv i nabolaget efter en lang periode med forsamlingsforbud og restriktioner, fortæller Sarah Risbøl Jacobsen fra Nabohjælp.

Du deltager ved at indsende landets mest kreative fortolkning af Nabohjælps logo; det røde hus med øjet i midten. Læs mere om Nabohjælps sommerkonkurrence, hvor der er flere præmier på højkant, her.

Foto: Nabohjælp.

Nabohjælp i Danmark

Heldigvis findes der gode naboer i hele Danmark. Lige nu bruger hele 212.893 danskere Nabohjælps app.

Gode råd: Sådan snyder du tyven i ferien

  • Arrangér feriehjælp med dine betroede naboer i Nabohjælps app.
  • Tænk over, hvor synlige dine værdifulde genstande er fra gaden. Kan man se dine designermøbler gennem vinduerne?
  • Efterlad lidt opvask, vasketøj eller børnenes legetøj fremme – det signalerer, at der er nogen hjemme.
  • Sæt en timer på din radio og dit lys, eller brug et fake-tv, der får det til at se ud som om, at dit tv er tændt.
  • Lås dine redskaber og dit værktøj inde i redskabsskuret, så de ikke kan bruges til at bryde ind.
  • Klip hækken ned til 1,6 meter. Dermed minimerer du de gode gemmesteder omkring boligen.

Læs mere om Nabohjælp på www.nabohjælp.dk og om, hvordan du sikrer din bolig på www.dkr.dk.

Hent Nabohjælps app 

I appen får du mulighed for at:

  • Danne netværk med alle nabolagets nabohjælpere
  • Skrive, læse og kommentere advarsler i dit nabolag
  • Arrangere feriehjælp
  • Koordinere en fokuseret indsats, hvis der er tyve på spil i nabolaget

Appen kan downloades i App Store eller i Google Play.

Kommentarer