Knallertfører forsøgte forgæves at stikke af fra politiet
Mandag kl. 23.55 blev en patrulje ved Spanien i Aarhus opmærksom på en knallert, der kom kørende uden lys på og på fortovet i retning mod midtbyen. Patruljen vendte rundt, aktiverede udrykningen og signalerede til føreren af knallerten, at han skulle standse. Det havde han dog ingen intentioner om, og han drejede i stedet ned mod Kalkværksvej, hvor patruljebilen ikke kunne køre efter.
Den ene af betjentene steg derfor ud og eftersatte knallerten til fods, mens makkeren orienterede øvrige patruljer i byen om eftersættelsen. Knallerten kørte relativt langsomt, og betjenten, der løb bagefter, råbte flere gange til føreren, at han skulle standse. Han fortsatte dog rundt om Filmbyen og videre i retning mod Europaplads, hvorefter betjenten mistede ham af syne.
En anden patruljen var dog i mellemtiden kommet til stedet, og fik øje på knallerten, da den kørte ud i krydset ved Værkmestergade/Spanien. Da knallertføreren så patruljen, forsøgte han at lave et skarpt venstresving, hvilket dog resulterede i, at han mistede herredømmet over knallerten og styrtede midt i krydset.
Den ene af betjentene steg ud af bilen og løb hen mod knallertføreren, der igen fik besked på at blive, hvor han var. Det havde han dog fortsat ingen intentioner om, så han rejste sig hurtigt op og løb i retning mod Filmbyen. Betjenten var dog hurtigere og fik kort efter indhentet manden, der blev anholdt.
Den 26-årige mand virkede påvirket af narkotika og blev derfor sigtet for narkokørsel. Han er desuden foreløbigt blevet sigtet for kørsel uden førerret og for ikke at efterkomme politiets anvisninger.
Kommentarer