Brabrand

Knive beslaglagt – tre mænd sigtet

Foto: Rigspolitiet

Østjyllands Politi anholdt søndag ved tre forskellige lejligheder tre mænd, som alle blev sigtet for overtrædelse af knivloven. 

Første anholdelse skete kl. 17.14 på Spobjergvej i Brabrand, hvor en patrulje i et rutinetjek standsede en bil, hvor en 30-årig mand sad på passagersædet. Under og ved siden af hans sæde lå to køkkenknive, som begge blev beslaglagt, hvorefter den 30-årige blev sigtet. 

Klokken 19.58 blev en 27-årig mand så sigtet ved en anden episode, da en patrulje standsede den bil, han sad i på Åbyvej i Åbyhøj. Under et panel i loftet ved hans side fandt betjentene en kniv, som resulterede i sigtelsen. 

Den tredje anholdelse fandt sted på Inger Christensens Gade i Brabrand kl. 21.00. I et p-hus traf en patrulje en 25-årig mand, som havde en kniv på sig. Han blev derfor også sigtet for overtrædelse af knivloven. 

Kommentarer