Køn, krop og seksualitet på skoleskemaet i Aarhus
For at klæde lærere og sundhedsplejersker godt på til undervisningsopgaven, er der udarbejdet en ny og forenklet vejledning til seksualundervisning på alle klassetrin (0.-9.klasse) samt en tilhørende digital værktøjskasse. Materialet er udviklet i samarbejde med Sex & Samfund og udvalgte lærere og sundhedsplejersker, så undervisningen ikke er en kedelig pligt, men bliver enkel, inspirerende og sjov at gå til.
Udover at bruge værktøjskassen opfordrer Thomas Medom også til, at skolerne i Aarhus gør brug af tilbuddet om ung-til-yngre undervisning på de ældste klassetrin.
– Det skaber et helt andet rum, når det er lidt ældre unge, der underviser. Eleverne kan spejle sig i de ældre unge, der alders- og følelsesmæssigt er tæt på elevernes virkelighed og kender de dilemmaer og udfordringer, eleverne oplever i deres dagligdag, siger Thomas Medom.
Ung-til-yngre tilbuddet tilbydes af Sex & Samfund som et supplement til seksualundervisning én gang i løbet af udskolingen. Derudover tilbyder RedenUng forløb i seksuelle gråzoner i unges datingmiljøer, herunder risici og konsekvenser ved sugardating. Og Normstormerne faciliterer forløb, hvor børn og unge arbejder med en mere nuanceret forståelse af køn og seksualitet og sammen udvikler konkrete redskaber til at modarbejde mobning og diskrimination i klasseværelset.
– Vi møder de unge i øjenhøjde og gør alt for at skabe et trygt rum for dialog, hvor de unge kan åbne sig op, tale frit om følsomme emner og stille alle de spørgsmål, de brænder inde med. Det kan være spørgsmål om kroppen, rettigheder, prævention eller den første gang. Vores ung- til yngre-undervisere er meget opmærksomme på at gøre det til en god oplevelse for alle uanset seksualitet, fortæller Maria Buhl, projektleder for Sex & Samfunds ung-til-yngre-undervisning, om undervisningen.
Alle tilbud om Ung-til-yngre-undervisning er gratis, og skolerne kan bestille dem via ULF i Aarhus.
Kommentarer