Brabrand

Kørte 111 km/t og mistede både bil og kørekort

En 24-årig mandlig bilist fra Odense måtte mandag finde en anden måde at komme hjem på, efter han fik beslaglagt sin bil på grund af vanvidskørsel. Den 24-årige mand blev fanget i en færdselskontrol på Silkeborgvej i Åbyhøj, hvor han kl. 11.45 blev målt til at køre 111 km/t mod tilladt 50 km/t, mens han foretog en overhaling over spærrelinjen.

En hurtig motorcykelbetjent satte efter og fik standset bilen, og den unge mand fulgte med tilbage til færdselskontrollen, hvor han selv fik lov til at se målingen. Ud over et klip og en bøde for den ulovlige overhaling venter der nu den unge mand en ubetinget frakendelse af kørekortet i tre år, fængselsstraf og en bøde – kørekortet blev i øvrigt inddraget på stedet.

Bilen, der tilhørte mandens søster og svoger, blev beslaglagt med henblik konfiskation, idet den var blevet anvendt til vanvidskørsel. Den 24-årige mand, der i øvrigt kun havde haft kørekort i seks måneder, måtte forlade stedet til fods.

I løbet af den times tid færdselsafdelingen stod på Silkeborgvej blev yderligere tre bilister taget i at køre for hurtigt og kan nu se frem til et klip i kørekortet.

Kommentarer