Krav om mundbind i supermarkeder og forbud mod salg af alkohol efter kl. 22
På et pressemøde i dag fredag, fremlagde statsminister Mette Frederiksen (S) regeringens nye restriktioner, som indføres for at mindske corona-smittetrykket, som de seneste uger har været markant stigende.
Allerede på mandag indføres der forbud for salg af alkohol i detailhandlen efter kl. 22.00, som er en udvidelse til kravet om, at restauranter og caféer fortsat skal lukke kl. 22.00.
På torsdag i næste uge skærpes kravene til brug af mundbind, som nu skal bæres på flere offentlige steder end i dag. Kravet om mundbind skal blandt andet bæres i indendørs lokaler, hvor der er offentlig adgang. Det gælder eksempelvis offentlige institutioner som hospitaler, biblioteker, borgerservice, jobcentre mv, men samtidig også i supermarkeder, storcentre og lign., for blot at nævne nogle eksempler.
Ud over de nye krav om mundbind, sænkes forsamlingsforbuddet fra 50 personer til blot 10 personer. Dette gælder dog ikke, hvor de besøgende i sidder på faste pladser eller hvor publikum eksempelvis i biografer og teatre vender i samme retning.
De ny restriktioner – sammen med de tidligere – gælder i første omgang frem til 2. januar.
Det er fortsat obligatorisk at bruge mundbind eller visir i den kollektive trafik.
Kommentarer