112

Kvinde tæt på at blive snydt af falsk corona-side

En falsk sms fik næsten en 75-årig kvinde til at gå i fælden.

En 75-årig kvinde fra Lystrup ringede onsdag til politiet og fortalte, at hun havde været tæt på at blive snydt af et svindelnummer. 

Kvinden havde modtaget en sms, der angiveligt var fra regionen. I sms’en fremgik det, at hun havde fået en besked fra Statens Serum Institut, og at hun skulle trykke på et link for at få adgang til den. Linket førte til en hjemmeside, der hed noget med coronaprøver, og kvinden fattede derfor i første omgang ikke mistanke. 

Det var først, da hun inde på siden blev bedt om at uploade et billede af sit NemID-kort, at hun fandt ud af, at der var noget, der ikke stemte. 

Hun skyndte sig at lukke ned og kontaktede politiet. 

Der har været lignende sager flere steder i landet, og Østjyllands Politi opfordrer til, at man aldrig sender billeder af sit NemID til nogen. 

Beskeder fra det offentlige vil typisk komme via e-boks eller på sundhed.dk og ikke i en sms med et link. Husk, at du kan downloade appen Mit Digitale Selvforsvar, hvor du kan få gode råd til it-sikkerhed og modtage advarsler om fup-og svindelforsøg. 

Kommentarer