LE34 vinder seksårig kontrakt med Aarhus Vand
Aarhus Vand har netop indgået en seksårig rammeaftale med landinspektørfirmaet LE34. Dermed får LE34 en central placering i det ambitiøse VandPartner-samarbejde, der ikke kun sikrer rent drikkevand og korrekt håndtering af spildevand herhjemme, men også globalt.
Efter offentlig udbudsproces har forsyningsselskabet Aarhus Vand per 1. januar 2022 indgået en ny seksårig kontrakt med landinspektørfirmaet LE34 om levering af opmåling og geodata. LE34 blev valgt blandt i alt tre firmaer, der var blevet prækvalificeret til at byde på opgaven. Parterne kender hinanden fra deres nuværende samarbejde, og med den nye kontrakt får LE34 en mere central rolle i det ambitiøse VandPartner-samarbejde, hvor virksomheden skal være en officiel part i innovationsindsatsen og bringe geodata i centrum.
– Det er en fantastisk berigende oplevelse at arbejde sammen i det nuværende vandpartnersamarbejde, som har ført til udvikling i både dansk og international forsyningskontekst, og hvor barren for innovation sættes højt. I international kontekst er vi blandt andet med i et GIS-projekt i forsyningen i havnebyen Tema i Ghana. Vi er både ydmyge og stolte over, at Aarhus Vand således anerkender vores lyst til vidensdeling, globalt udsyn og innovationshøjde, siger Torbjørn M. Pedersen, forretningschef for LE34 Forsyning og kontraktansvarlig for samarbejdet med VandPartner.
Smarte løsninger til bedre forsyning
I løbet af det hidtidige samarbejde har Aarhus Vand spillet en stor rolle i LE34’s udvikling af opmålings-appen SmartSurvey, der omsætter simpel video fra en mobiltelefon til en kompleks 3D-punktsky, som sikrer det digitale overblik. Og ifølge landinspektørfirmaet er det også en stor fordel, at LE34’s projektteam består af de samme medarbejdere, som har løst opgaver for forsyningsselskabet siden 2016.
– Der er en god stemning og stort engagement om opgaverne i Aarhus Vand. Vi afprøver med jævne mellemrum nye målemetoder og udvikler nye løsninger, og det giver ekstra energi, når vi sammen lykkes om at gøre tingene bedre og smartere en tidligere, siger Rasmus Gregersen, daglig projektleder for LE34’s projektteam til Aarhus Vand.
LE34 har blandt andet brugt droner til at indsamle data, der anvendes til at projektere den nye landskabspark i Lisbjerg, som skal håndtere skybrud og regnvand og samtidig være et rekreativt sted. Og i Viby er der anvendt avanceret mobile mapping, for at kunne aflede regnvand fra vejbanerne korrekt og tilstrækkelig hurtigt.
Globalt udsyn og FN’s Verdensmål
Udover et engageret samarbejde om driften og fornyelsen af forsyningsledninger og -anlæg i Aarhus-området, arbejder parterne også tæt sammen om at bidrage til FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling. Allerede nu er Aarhus Vand og LE34 sammen med Aarhus Kommune og Udenrigsministeriet involveret i et projekt i Ghana, og der er forventninger om flere globale projekter i løbet af den nye kontraktperiode.
– I Aarhus Vand har vi arbejdet med en ambitiøs strategi for udviklingen af VandPartner 2.0. Vi oplever, at LE34 demonstrerer stor forståelse for arbejdet på tværs af hele Vandpartnerskabet, og LE34 har konkret udviklet en vision for fælles fokus på digitalisering for hele partnerskabet og sammenbinding af dette. Dette viser, at LE34 tager ansvar for udvikling af egen rammeaftale og hele partnerskabet. Vi glæder os meget til seks års samarbejde, fortæller divisionsdirektør i Aarhus Vand, Karina Topp.
Favrskov Forsyning, der også er involveret i dele af VandPartner-samarbejdet, har kørt en udbudsproces parallelt med Aarhus Vand. Forsyningsselskabet har indgået kontrakt med LE34 om levering af landinspektørydelser, som skal understøtte de kommende renoveringsprojekter. Som de hidtil største projekter i Favrskov Forsynings historie skal der blandt andet laves kloakseparering i Hadsten og Søften, så spildevandsledningerne bliver bedre rustet til at håndtere skybrud.
Kommentarer