Land og by

Letbanen genåbner strækning på L1

Foto: Midttrafik.

Fra 11. marts vil Letbanen igen køre på strækningen mellem Østbanetorvet og Lystrup. Med den nye køreplan bliver rejsetiden til og fra Aarhus H igen kortere. Dermed kan kunderne fra Grenaa ikke blot glæde sig over to afgange i timen i myldretiden, men også en lettere adgang til Aarhus. Det samme gælder kunderne på strækningen Hornslet-Aarhus H, der fra august 2022 kan stige på Letbanen fire gange i timen i myldretiden.

Anlægsarbejderne med den nye krydsningsstation på Vestre Strandallé er nu færdiggjort og banen er igen klar til at tage imod letbanetog. De kunder, der har kigget langt efter Letbanen på strækningen mellem Østbanetorvet og Lystrup siden 3. januar, kan derfor stige på Letbanen fra fredag 11. marts. Samtidig kan de kunder, der har kørt med L2 over Skejby under anlægsarbejdet, igen skifte til L1 i Lystrup og komme op til 20 minutter tidligere til og fra Aarhus. 

De nye køreplaner er allerede nu tilgængelige på midttrafik.dk/letbanen eller i Rejseplanen

Midttrafiks planchef Henrik Juul Vestergaard udtaler:

”Vi glæder os over, at kunderne fra Grenaa nu får det fulde udbytte af den halvtimes drift, der blev indført i januar 2022 i form af to afgange i myldretiden og kortere rejsetid til Aarhus. Rejser man med Letbanen, rejser man både klimavenligt og uden om bilkøerne. Det håber vi flere vil benytte sig af. Især når der kommer fire afgange i myldretiden til og fra Hornslet til sommer”.

Flere afgange efter anlægsarbejde

Når Letbanen igen kører mellem Østbanetorvet og Lystrup, markerer det afslutningen på Aarhus Letbanes anlægsarbejde af to krydsningsstationer i Trustrup og ved Vestre Strandallé i Risskov. Udover krydsningsstationernes betydning for en mere robust drift på den ensporede strækning til Grenaa, er der klare fordele for kunderne. Siden 3. januar 2022 har Letbanen kørt to afgange i myldretiden til og fra Grenaa. Fra august 2022 vil Letbanen køre fire gange i timen i myldretiden mellem Hornslet og Aarhus H.

Tak for tålmodigheden

Midttrafik ønsker at sige tak for tålmodigheden til de kunder, der har måtte undvære Letbanen på strækningen siden 3. januar. Derfor vil der mandag 14. marts blive uddelt lidt lækkerier på strækningen mellem Østbanetorvet og Lystrup fra kl. 14-17.

Se de nye køreplaner på midttrafik.dk/letbaneneller i Rejseplanen

Kommentarer