112

Løbehjul stjålet på Trøjborg sat til salg på DBA

En 23-årig mand kontaktede mandag kl. 19.55 politiet og fortalte, at hans løbehjul var blevet stjålet, og at han nu kunne se, at det var blevet sat til salg på Den Blå Avis. 

Ifølge den 23-årige var løbehjulet blevet stjålet tidligere på dagen, da han havde sat det ved sin arbejdsplads på Otte Ruds Gade i Aarhus N. 

Da han skulle hjem, var løbehjulet væk, men senere, da han søgte på nettet, kunne han genkende løbehjulet i en salgsannonce. Han foregav at være en interesseret køber og satte et møde op, inden han kontaktede Østjyllands Politi. 

En patrulje ventede på afstand på mødestedet, og da en 31-årig mand dukkede op med løbehjulet, blev han anholdt og sigtet for tyveri. 

Kommentarer