Kultur

Midsommerkoncert med Aarhus Kammerkor på Ulstrup Slot

Foto: Aarhus kammerkor.

Der er med stor glæde, at Ulstrup Slot kan slå dørene op til en skøn Midsommerkoncert med et af Østjyllands absolut bedste kor; Aarhus Kammerkor. Aarhus Kammerkor består af ca. 30 erfarne sangere. Koret dirigeres af korets stifter Erik Bjørn lund, som gennem de seneste 40 år har holdt et højt niveau i koret, og koret har herigennem skabt stor respekt i korkredse og blandt publikum i såvel i Danmark som i udlandet.

Til koncerten på Ulstrup Slot har koret valgt et spændende koncertprogram delt i 2 halvdele. Før pausen synger Aarhus Kammerkor et klassisk kor-repertoire, og de tager os igennem store komponister som Fauré, Schultz, Elgar, Lauridsen og Gjeilo. Efter pausen vil koret synge i den mere lyriske og moderne genre, og så mærker man for alvor at lyset trænger ind i koncertsalen og det er midsommer i Danmark. Publikum vil her kunne glæde sig til Vem kan segla, I skovens dybe stille ro, Fald min engel, Den lyse nat, Lyset er vendt og mange andre skønne korsatser. Vi kommer også en tur omkring 3 klassikere af Kai Normann Andersen. 

Under det meste af koncerten vil koret blive akkompagneret af deres huspianist Allan Dahl Hansen, som har fulgt koret de seneste 10 år. Før koncerten og i pausen vil der være mulighed for at købe et glas vin samt cd’ere med Aarhus Kammerkor. Koncerten varer ca. 90 minutter og billetter til 75 kr. kan købes med MobilePay ved indgangen.

Kommentarer