Midt den kommunale valgkamp er der igen uro om Aarhus Airport
Mens Aarhus Airport kæmper for sin overlevelse og politikerne i Aarhus er i kommunal valgkamp, bringer mediet Finans nu nye oplysninger om, at den amerikansk-danske investor, der skulle redde lufthavnen, selv er fanget i dyb uro.
Af: Jan Hagsholm, Redaktør.
Et hidtil hemmeligholdt dokument – som Finans har fået indsigt i – viser, at Fairchild Denmarks direktør Henrik Danielsen trak sig i september, fordi investorgruppen bag selskabet var i opløsning. Store dele af teamet, herunder flere investorer, skulle ifølge orienteringen have forladt Fairchild i forbindelse med Danielsens exit.
Alligevel fastholder Aarhus Airports ledelse, at der stadig er fremdrift i processen og at forhandlingerne med Fairchild fortsætter, nu med amerikaneren Michael J. Skellern og Henrik Fogh Rasmussen i spidsen for selskabet. Lufthavnens bestyrelsesformand Lars Dige Knudsen fortæller ifølge Finans:.
– Det har ikke nogen indflydelse på vores proces, udtaler han og tilføjer, at arbejdet med en aftale fortsætter som planlagt.
Kommunen holder hånden under lufthavnen – men hvor længe?
Mens der stadig forhandles, vokser presset på Aarhus Kommune, som ejer hovedparten af lufthavnen.
Kommunen har i flere år holdt hånden under Aarhus Airport gennem lån og garantier. I marts i år blev en garantistillelse på i alt 15 millioner kroner forlænget – fem millioner fra Aarhus og tilsvarende fra Norddjurs og Syddjurs kommuner.
Lufthavnen har samtidig fået forlænget sine kreditter for at undgå konkurs, men borgmester Anders Winnerskjold (S) har understreget, at kommunen ikke vil tilføre flere midler.
– Der arbejdes videre i forhandlingerne, lyder det nøgternt fra borgmesterens afdeling, som henviser til stadsdirektør Martin Østergaard for udtalelser i sagen.
Bag kulisserne er byrådet dog dybt splittet.
Nogle partier ønsker at fortsætte tålmodigheden og give Fairchild mere tid, mens andre mener, at kommunen må trække en streg i sandet og i stedet overveje en kontrolleret afvikling af Aarhus Airport.
Forhandlinger i modvind – men ikke opgivet
Forhandlingerne med Fairchild Denmark begyndte i foråret, efter at en tidligere investor var faldet fra.
Fairchild præsenterede dengang en plan om store investeringer i infrastruktur, fragt og erhvervsudvikling, og selskabet beskrev sig selv som bakket op af britisk, nordisk og dansk kapital, herunder pensionsfonde og erhvervsinvestorer fra Aarhus og Jylland.
I september blev Henrik Danielsen afregistreret som direktør i Fairchild Denmark, og et internt notat viste, at han og flere investorer havde valgt at forlade projektet. Men ifølge bestyrelsesformand Lars Dige Knudsen har dette ingen praktisk konsekvens for selve forløbet.
– Jeg kender hverken motiv eller baggrund for Henrik Danielsens beslutning, men det har ikke nogen indflydelse på vores proces, udtaler han.
Byrådets dilemma: Tålmodighed eller handling
Ifølge flere medier har Borgmesterens Afdeling tidligere orienteret byrådets Økonomi- og Erhvervsudvalg om, at der også arbejdes med scenarier for en eventuel lukning af lufthavnen.
Samtidig undersøger kommunen mulighederne for statslig involvering i en fremtidig drift.
Aarhus Airport har gennem flere år kæmpet med underskud, og ejerkommunerne skød i 2019 200 millioner kroner ind i selskabet for at give det ny luft. Men udsigten til endnu et kommunalt redningsforsøg møder modstand mens valgkampen intensiveres, og partierne positionerer sig i spørgsmålet om lufthavnens fremtid.
Men én ting står klart: Aarhus Airport er ikke opgivet endnu, men tålmodigheden er på overarbejde.









Kommentarer