Navnenyt

Mindeord om Henrik Ochsner fra Naturhistorisk Museum

Foto: Naturhistorisk Museum Aarhus

Henrik Ochsner, drifts- og administrationschef ved Naturhistorisk Museum er gået bort i en alder af 61 år.  

Henrik Ochsner har siden 2017 været ansat ved Naturhistorisk Museum med ansvar for museets drift og økonomi. Ved siden af drift og udvikling af det eksisterende museum i Universitetsparken har Henrik medvirket i projektudviklingen af nyt Nature & Science Museum på Aarhus Ø.  

Inden jobbet i Universitetsparken, hvor Henrik i 1989 dimitterede som cand.scient.pol. var han 10 år på ARoS, hvor milepælene talte etableringen af Olafur Eliassons Regnbue og den internationale udendørs kunstudstilling Sculpture by the Sea, som ARoS og Aarhus Kommune afholdt fire gange i perioden 2009-2015.  

Før det var Henrik Ochsner ansat i Aarhus Festuge, hvor han som administrationschef stod for økonomi og organisering af i alt ni festuger.  

Halvdelen af barneårene i Tanzania og kandidatgraden i Statskundskab lå bag Henrik Ochsners internationale arbejde, inden han skiftede til kulturen. Efter tre måneder i Uganda for Ungdommens Røde Kors, arbejdede han to år i Angola for FN’s flygtningeorganisation UNHCR, inden han rejste verden og Danmark rundt i fem år som DGI’s internationale sagsbehandler. Han blev for fire år siden optaget i Udenrigsministeriets korps af valgobservatører, FSB.  

Henrik Ochsners internationale arbejde bestyrkede hans store interesse for sprog – hvoraf han talte mindst otte. Hans interesse for fodbold, som han spillede hver uge året rundt, mærkede alle omkring ham. Trods et bankende hjerte for Aarhus lå Liverpool dog bedre til benene, om end ikke hans egne. Skak på divisionsplan, litteraturkreds, formandskab i Center for Væredygtighed og cykler af alskens slags til årstidernes skiftende vejrforhold på ruten mellem hjemmet i Egå og midtbyen tegner blot nogle af konturerne af det altid engagerede, troværdige og aktive menneske, Henrik var. Dertil en guttermand med en imponerende viden og stor berøringsflade og betydning for Aarhus og kulturens verden.   

På Naturhistorisk Museum var Henrik fra første arbejdsdag en central skikkelse. Bragte sig selv i spil, og altid med passende ydmyghed. Blandt venner, samarbejdspartnere og kolleger var han derfor ikke uden grund afholdt og respekteret – ikke mindst grundet sin fine humor og konsensussøgende facon. Henrik var et usædvanlig intelligent, behageligt og ordentligt menneske. Sjælden i ordets fineste forstand.   

Henrik Ochsner vil blive savnet – på Naturhistorisk Museum og overalt i Aarhus.

Kommentarer