Livsstil og forbrug

Modigt træk sender Nyt Syn foran konkurrenterne under coronakrisen

Øget tilgængelighed over hele landet har givet den frivillige optikerkæde Nyt Syn et forspring i forhold til landets andre brillekæder. Foto: Nyt Syn PR.

Coronakrisen har ikke sat en stopper for den frivillige optikerkæde Nyt Syn, der har fået to nye butikker i folden. Øget tilgængelighed over hele landet har givet et forspring i forhold til landets andre brillekæder.

Nedlukningen af Danmark sendte detailhandlen til tælling, og butikkerne har efterfølgende kæmpet med at indhente tabt terræn. Nu oplyser den frivillige optikerkæde Nyt Syn dog, at de stort set allerede har lukket hullet efter corona. Omsætningen er i skrivende stund blot 0,8 procent efter sidste års niveau på samme tid, rapporterede bestyrelsesformand Ole Frydensbjerg på virksomhedens nyligt afholdte generalforsamling.

Optikere måtte kun foretage synsprøver i alvorlige, akutte situationer da landet lukkede ned, og i modsætning til mange i branchen opfordrede Nyt Syn optikerne til så vidt muligt at holde butikkerne åbne for danskerne. I årets tre sommermåneder ligger Nyt Syns omsætning 25 procent højere end sommeren sidste år, og det er ifølge tal fra Danmarks Statistik 12 procent over hele optikerbranchens omsætning i samme periode.

– Trods corona-restriktioner havde folk jo stadig brug for hjælp til deres briller og kontaktlinser, og vi opfordrede derfor vores medlemmer til at gøre sig tilgængelige. Mange kunder fandt hurtigt ud af, at de kunne komme i butikkerne under forsvarlige forhold og få råd og vejledning, købe linsevæske eller få hjælp til mindre reparationer. Den øgede tilgængelighed huskede danskerne i genåbningsfasen, siger Søren Pedersen, der er administrerende direktør i Nyt Syn.

Lokalt fokus giver flere kunder

Optikerkædens butikker og markedsføring er lokalt forankrede, og ifølge Søren Pedersen er det én af forklaringerne bag det ekstraordinære plus på bundlinjen.

– Vores butikker kender deres lokale kunders forskellige behov, og netop derfor støtter vi den enkelte butik med lokale markedsføringstiltag, der taler til kunderne i nærmiljøet. Det er en strategi, som har fået flere kunder til at vælge den lokale Nyt Syn optiker, når de har brug for hjælp til deres briller og kontaktlinser, siger han. 

To nye butikker under COVID

Resultatet af de gode takter afspejles i to nye butikker inden for de seneste tre måneder, fortæller Søren Pedersen, som nu kan glæde sig over i alt 64 butikker fordelt over hele landet. I løbet af seneste 3 år er kæden samlet set vokset med 11 butikker.

– Forventningerne fra medlemmerne bliver indfriet, fordi vi har skåret flere krav væk, og der dermed er fuld selvbestemmelse for medlemmerne. Det er attraktivt, fordi ejerne gerne vil have handlefrihed, men på den anden side vil de også gerne have adgang til vores digitale markedsføring. Vi kombinerer således det bedste fra begge verdner, afslutter han.

Den danskejede optikerkæde har ambition om at være repræsenteret i flere byer, og forventningerne peger i retning af, at kæden tilføjer fem nye butikker inden udgangen af 2021.

Kommentarer