Viby

Mød julevæsnerne på Moesgaard Museum

Oplev julevæsnerne på Moesgaard. Foto: Moesgaard Museum

Tre lørdage op til jul kan man igen i år opleve den europæiske julemytologi, når nogle af julens glemte og misforståede væsner for en stund vender tilbage til Moesgaard Museum.

Oplev en mere mørk side af julen, når skabninger som Krampus, Julebukken, Stjernepigerne og mange flere bevæger sig rundt på Moesgaard, hvor de er ledsaget af vogterne, der hjælper gæsterne med at forstå væsnerne og deres betydning.

Julevæsnerne kan opleves på Moesgaard: 3. december, 10. december og 17. december

Program

  • Kl. 13.00–16.00: Julevæsnerne er løs på museet.
  • Kl. 16.00: Julevæsnernes historie præsenteres én efter én på museets centrale trappe
  • Kl. 16.30: Julevæsnerne forlader museet og forsvinder ud i mørket.

Væsnerne gør ikke noget, men kan virke skræmmende for nogle børn (og voksne). Derfor anbefales arrangementet til børn fra 8 år og opefter.

Læs mere om de forskellige julevæsner og deres historier på Moesgaards hjemmeside www.moesgaardmuseum.dk.

Onsdagsbuffet med smag af jul(evæsner)

Fire onsdage op til jul serverer Moesgaards café en onsdagsbuffet, der er inspireret af de lande, som julevæsnerne kommer fra. Smag bl.a. Borsjtj fra Rusland, Pasta con le sarde fra Italien, Makowiec fra Polen, Wurst mit Kartoffelsalat fra Tyskland og selvfølgelig flæskesteg med hvide og brune kartofler, rødkål og brun sovs fra Danmark. Skyl efter med Glühwein fra Østrig.

Inden maden vil en af museets dygtige formidlingsinspektører give en introduktion til maden og de tilhørende julevæsner.

Der er onsdagsbuffet på Moesgaard: 31. november, 7. december, 14. december og 21. december.

Program

  • Kl. 17.00: Ankomst
  • Kl. 17.30: Foredrag om julevæsnerne i caféen
  • Kl. 18.00 til 19.30: Buffet

Kommentarer