Moesgaard Museum udgraver vikingekonges flådehavn og skibsværft
Kong Godfred grundlagde vikingernes Aros. Nu går arkæologer i gang med at udgrave hans flådehavn og skibsværft ved Eskelund i Aarhus
Fra 1. september tager Moesgaard Museum fat på at udgrave vikingekongen Godfreds skibsværft, der ligger i engene ved Eskelund i Aarhus. Aarhus, der i vikingetiden blev kaldt Aros, blev grundlagt af Kong Godfred, der regerede fra omkring år 800 til 810. Skibsværftet er en del af en flådehavn ved Eskelund og blev anlagt samtidig med Aros, hvor Godfred valgte området som base for sin flåde. Flådehavnen ved Eskelund kunne nås ved at sejle fem km op ad Aarhus Å forbi byen. Her opankrede flåden før togterne ud i verden.
Området, som arkæologerne nu skal undersøge nærmere, kaldtes også i vikingetiden ”Snekkeeng” – snekke var vikingetidens ord for krigsskib. Moesgaard Museum har tidligere fundet spor af et skibsværft i engene på stedet, og dateringer viser, at værftet blev grundlagt i år 797. Ved de tidligere undersøgelser er der blevet fundet dele af vikingeskibe og værktøj. Den aktuelle udgravning skal afdække andre dele af skibsværftet og formålet med undersøgelsen er at få nyt indblik i værftets brugstid og i bevaringsforholdene på stedet. De nye udgravninger vil også kunne afdække om, der blev bygget eller repareret skibe på stedet.
Kong Godfred var en stor erobrer, der regerede over Sydnorge, Danmark, Skåne og Nordtyskland indtil Slien ved Slesvig. Fra datidens Aros bevogtede kongen den vigtige sejlads fra Jylland til Sjælland og fra Nordtyskland til Norge. Fra byen kunne Sjælland nås på et par timer med de hurtige vikingeskibe.
Den nye undersøgelse af Snekkeeng er led i et planlagt forløb, hvor der senere vil komme nye store udgravninger på stedet og i Aarhus by. Udgravningen udføres af Moesgaard Museum i perioden 1.- 15. september.
Kommentarer