Åbyhøj

Motorcyklist forsøgte at stikke af

En patrulje opdagede natten til mandag omkring kl. 02.20 en motorcyklist, som kørte uden lys og over for rødt i et kryds på Silkeborgvej i Åbyhøj.

Selv om patruljen satte blinkene i gang og flere gav tegn til motorcyklisten om at standse, fortsatte han sin kørsel i høj fart. På Carl Blochs Gade kørte han op på cykelstien og gennem nogle bomme for at undgå politiet, men lidt længere fremme var han igen ude på vejen, og da patruljebilen var tæt på ham, ramte han i dens sidespejl og væltede.

Han skyndte sig på benene og gjorde antræk til at flygte til fods, men blev standset af betjentene, der var nået frem. Selvom han gjorde kraftigt modstand under anholdelsen, lykkedes det patruljen at anholde ham og lægge ham i håndjern.

Den 35-årige motorcyklist virkede påvirket af alkohol eller stoffer, og det viste sig, at motorcyklen var afmeldt og at den 35-årige var frakendt kørekortet.

Han endte med at blive sigtet for sprit- og narkokørsel, kørsel uden førerret, for ikke at efterkomme politiets anvisninger og for en række færdselsforseelser.

Kommentarer