112

Mystisk pakkelevering endte med anholdelse

En kvinde fik torsdag eftermiddag leveret en Louis Vuitton taske til 15.000 kroner som hverken hun, eller hendes mand havde bestilt.

En 49-årig kvinde fra Aarhus C fik torsdag omkring kl. 14.00 pludseligt leveret en pakke med bud til sin adresse.

På adressefeltet stod hendes mands navn, og i første omgang tænkte hun, at han måske havde bestilt en julegave.

Men kort efter bankede det på døren, og udenfor stod en fremmed mand, der fortalte, at der var sket en fejl. Han sagde, at han hed det samme som kvindens mand, men at adressen var skrevet forkert på pakken.

Kvinden valgte dog ikke at udlevere pakken til den fremmede, da hun ville vente til hendes mand kom hjem. Hun sagde derfor til manden, at hun ville ringe til ham senere. 

Kort efter bankede den mystiske mand dog på igen, og denne gang kontaktede kvinden politiet. En patrulje kom kort efter frem og anholdt den 19-årige mand, der stod ved kvindens adresse.

Han hed i øvrigt slet ikke det samme, som kvindens mand, og han blev sigtet for bedrageri. 

I pakken lå en Louis Vuitton-taske til 15.000 kroner, og det er politiets formodning, at tasken er købt på nettet med et stjålet kort. Gerningsmanden har så sat en andens adresse på, så den ikke kunne spores til ham.

En fremgangsmåde som Østjyllands Politi tidligere har set. 

Sagen bliver nu efterforsket nærmere. 

Kommentarer