Narko konfiskeret i Botanisk Have og Skanseparken
Onsdag kl. 20.50 var et hold betjente på fodpatrulje i Botanisk Have i Aarhus, da de blev passeret af en mand, som de syntes lugtede kraftigt af hash. Betjentene tog kontakt til den 34-årige mand, der selv oplyste, at han havde lidt marihuana i sin ene lomme.
Det blev konfiskeret, og den 34-årige mand blev sigtet for narkobesiddelse. Mens denne politiforretning stod på, blev en af betjentene opmærksom på to yngre mænd, der kiggede noget nervøst mod betjentene. Det viste sig, at den ene af dem var i færd med at ryge en joint, som han hurtigt fik smidt fra sig. Det var dog for sent, og han endte også med at blive sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
Lidt senere, kl. 21.37, var betjentene rykket til Skanseparken i Aarhus, hvor de blev opmærksom på en mand, der sad og rullede joints på en bænk.
Da betjentene tog kontakt til den 22-årige mand, blev han fundet i besiddelse af en mindre mængde hash, og han blev derfor sigtet for narkobesiddelse. Kort efter tog betjentene kontakt til to unge mænd, der sad på en anden bænk og ristede en cigaret. Det viste sig, at den ene af dem, en 21-årig mand, var i besiddelse af en mindre mængde hash, og han blev derfor også sigtet for narkobesiddelse.
Kommentarer