Narkohund fandt barnebarns hash ved et tilfælde
En ransagning efter stoffer på en adresse i det nordlige Aarhus førte onsdag formiddag til et uventet fund. Politiet havde en narkohund med under en ransagning af et kælderrum, som tilhørte en mand, der var sigtet i en narkosag.
Narkohunden fattede dog undervejs interesse for et helt andet rum i samme bygning. Da hunden blev ved med at markere ved rummet, klippede betjentene låsen over og foretog en ny ransagning.
I en plasticpose lå flere salgsposer med hash og skunk, og betjentene gik derfor op til lejligheden hos en ældre kvinde, som kælderrummet tilhørte. Hun blev i første omgang sigtet i sagen, men hun forklarede, at posen tilhørte hendes barnebarn, som for omkring to år siden havde boet på adressen.
Hun havde lagt posen i kælderen, da han havde glemt den, da han var flyttet.
Politiet tog kontakt til det 20-årige barnebarn, og han erkendte, at posen var hans. Han blev derfor sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg – og sigtelsen blev droppet mod hans bedstemor.
Kommentarer