112 og retsvæsen

Narkohund fandt frem til stoffer i Mårslet

Foto: Niclas Jessen.

Østjyllands Politi fremstillede fredag kl. 11.00 en 20-årig mand fra Aarhus i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. Han sigtes for narkosalg, efter han torsdag eftermiddag blev anholdt på en adresse i Mårslet. 

På baggrund af mistanke om, at der var ulovlige stoffer på stedet, foretog politiet en ransagning – blandt andet med brug af narkohund. 

Der blev ved ransagningen fundet en større mængde MDMA, kokain og hash og emballage, der indikerede, at der tidligere havde været endnu større mængder narkotika. 

Under en efterfølgende ransagning af den 20-åriges lejlighed i Aarhus fandt politiet et større kontantbeløb, som formodes at stamme fra narkohandel. 

Både kontanter og stoffer blev beslaglagt, og den 20-årige blev anholdt og fremstilles fredag i grundlovsforhør. 

Kommentarer